Gmo gør ukrudt resistent mod sprøjtegift

Gensplejsede planter - også kaldet gmo - er en trussel mod dyrkningen af herbicidresistente afgrøder. Dyrkningen af herbicidtolerante gmo-afgrøder udvikler resistens hos naturligt forekommende ukrudt. Det fastslår en amerikansk forskergruppe, der vel at mærke også omfatter forskere fra et førende firma inden for gmo, Monsanto, skriver Landbrugsavisen

Forskerne har påvist resistens over for det kendte og udbredte sprøjtemiddel glyphosat hos en plante fra amarantfamilien, der blandt andet omfatter hvidmelet gåsefod/mælde og rævehale. Forskerne påpeger den langsigtede trussel, som det indebærer for dyrkningen af herbicidresistente gmo-afgrøder.

Monsanto har udviklet sprøjtemiddelresistente sorter af blandt andet majs, raps, sukkerroer og bomuld. Andre biotekvirksomheder har også udviklet afgrøder med herbicidresistente træk. Glyphosat-resistens er nu registreret i ukrudtsarten amaranthus palmeri på marker, hvor der dyrkes gmo-bomuld i fem stater i det østlige USA.

Forskerne har desuden fundet glyphosat-tolerance i omkring 16 andre ukrudtsarter.

Resultaterne tyder på, at gmo-afgrøder, der er gjort modstandsdygtige over for sprøjtemidler i det lange løb, hjælper ukrudtet til også at blive herbicidtolerant og dermed umuligt at udrydde. Det sætter ifølge Agra Europe spørgsmålstegn ved den fremtidige rentabilitet i gmo-afgrøder.

/ritzau/

De omstridte genmodificerede planter, der er resistente over for sprøjtemidler, betyder, at også ukrudt risikerer at blive modstandsdygtigt, viser ny forskning.

Offentliggjort Sidst opdateret