Google svarer musikindustrien: YouTube er ikke fjenden
1000 musikere har klaget til EU-Kommissionen over YouTube. Men tjenesten er ikke problemet, mener Google.
Google, der ejer YouTube, svarer nu igen i en større konflikt mellem musikere verden over og videotjenesten.
Tjenesten bliver beskyldt for at bringe musikindustriens fremtid i fare, fordi brugerne kan høre musik gratis gennem YouTube, uden at kunstnerne får samme betaling som gennem andre streamingtjenester.
Men det er ifølge en talsmand fra Google et forkert billede.
- Digitale tjenester er ikke fjenden. YouTube samarbejder med musikindustrien om at kanalisere flere penge til kunstnere ud over de tre milliarder dollar, vi til dato har udbetalt.
- Et overvældende flertal af pladeselskaber og udgivere har licensaftaler på plads med YouTube, og i 95 procent af tilfældene vælger de at tillade fan-uploads på platformen og tjene penge på dem, lyder det i en skriftlig meddelelse til Ritzau.
Mere end 1000 musikere og bands klagede for to uger siden til EU-Kommissionen over YouTube. De beder kommissionen om at indføre et sæt mere retfærdige spilleregler for kunstnere og rettighedshavere.
I en ny rapport med titlen "How Google fights piracy", der udkommer onsdag, understreger Google, at de med deres såkaldte Content ID-system er førende i at finde copyright-løsninger, der gavner alle parter.
Gennem Content ID kan YouTube skanne hele tjenestens indhold for en bestemt sang, film eller sportsbegivenhed, som andre end rettighedshaveren har lagt op.
Her kan rettighedshaveren - for eksempel en musiker eller et pladeselskab - så vælge enten at få indholdet fjernet helt eller i stedet få penge for de reklamer, der bliver vist i forbindelse med sangen eller videoen.
- Content ID gør markant mere, end hvad loven kræver, for at hjælpe rettighedshaverne med at administrere deres indhold på YouTube.
- I sidste ende mener vi, at vi ved at give mere gennemsigtighed omkring udbetalinger til kunstnere kan løse mange af de nuværende udfordringer, lyder det fra Google.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker