Granat bortsprængt på travl strand i Vestjylland
Politiet havde afspærret et stykke af stranden i forbindelse med bortsprængningen. (Arkivfoto). Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Ammunitionsryddere har bortsprængt en mortergranat, der blev fundet af en borger søndag eftermiddag.
Forsvarets ammunitionsryddere (EOD) har søndag aften bortsprængt en mortergranat, som blev fundet på en strand i Søndervig i Vestjylland.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.
Det er sket "i god ro og orden", lyder det videre omkring klokken 20.20.
Ole Vanghøj, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, oplyste tidligere søndag aften, at granaten blev fundet omkring klokken 14.00 af en borger.
- Jeg vil gerne rose vedkommende. I stedet for selv at begynde at grave og pille ved den, så ringer man (borgeren, red.), og vi får tilsendt nogle billeder, som vi kan sende videre til nogle eksperter, der hurtigt kan sige, hvad det er, siger Ole Vanghøj.
Tidligere på aftenen oplyste politiet, at der var mange mennesker på stranden, og at man skulle følge politiets anvisninger.
Politiet havde afspærret et stykke af stranden i forbindelse med bortsprængningen, men den er nu ophævet, fremgår det af politiets tweet.
Knap fire kilometer nord for Søndervig kan man finde rester fra et tysk fæstningsanlæg, som blandt andet består af 50 bunkere.
Ifølge Ole Vanghøj sker det af og til, at der dukker noget op på stranden fra krigens tid.
Det er dog uvist, om mortergranaten, der blev fundet søndag, stammer fra Anden Verdenskrig.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned