Grandprixvinder vil deltage i omdiskuteret Eurovision
Saba skal synge for en finaleplads i Eurovision i den anden semifinale 9. maj. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Saba, der vandt det danske melodigrandprix med sangen "Sand", bekræfter, at hun deltager i årets Eurovision.
Vinderen af det danske melodigrandprix, Saba, bekræfter, at hun skal stå på scenen til årets Eurovision.
Det skriver DR i en pressemeddelelse.
Inden det danske melodigrandprix lød det fra DR, at deltagerne oplevede et voldsomt pres i forhold til at tage stilling til krigen mellem Israel og Hamas på grund af Israels deltagelse i det internationale melodigrandprix.
Selv om Saba har valgt at deltage i Eurovision, er hun stadig mærket af konflikten i Mellemøsten.
- Glæden blegner i skyggen af situationen i Mellemøsten og de frygtelige ting, som sker i Gaza. Jeg deler fortvivlelsen og sorgen, og jeg prøver så godt som muligt at navigere i den ulykkelige situation, lyder det i meddelelsen.
Hun håber, at European Broadcasting Company (EBU), der arrangerer det internationale melodigrandprix, vil lytte og tage alle indtryk ind.
Hos DR bakker man op om Sabas beslutning.
- Vi har stor forståelse for alle de tanker og følelser, det indebærer, og DR bakker op om Saba hele vejen til Malmø, siger Gustav Lützhøft, ledende redaktionschef i DR Kultur, Debat og Musik, i meddelelsen.
Efter sin sejr i lørdags skulle Saba overveje sin deltagelse i Eurovision.
- Jeg har ikke gjort mig særligt mange overvejelser, fordi det lå mig fjernt at komme til Eurovision, sagde hun til Ritzau efter grandprixet.
- Så det er også nogle af de ting, jeg skal hjem og virkelig overveje, hvordan vi håndterer den situation.
Hos EBU fastholder man, at Israel kan deltage i det internationale melodigrandprix. Og ifølge EBU-chef Noel Curran opfylder den statslige israelske tv-station, KAN, alle krav for at kunne deltage.
I år afholdes Eurovision i Malmö Arena, og konkurrencen løber over tre dage.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker