Gratis færger skaber lange køer flere steder i landet
Mange holder på grund af coronakrisen sommerferien hjemme i Danmark - og i kombination med gratis færger i juli for fodgængere og cyklister har det skabt lange køer ved færgerne flere steder i landet. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Færgen til Orø måtte efterlade 50 personer på fastlandet, fordi den var fyldt op af turister, melder TV2 Øst.
Gratis færger for fodgængere og cyklister skal booste turismen på de danske øer over sommeren.
Men muligheden for gratis færgerejser har også skabt lange køer over hele landet - og har udviklet sig til lidt af en hovedpine for lokale øboere, skriver TV2 Øst.
Eksempelvis har færgen til Orø torsdag måtte efterlade 50 personer på fastlandet, fordi den var fyldt op af turister.
De gratis færger er en del af den såkaldte sommerpakke, der blev indgået i juni af regeringen og et bredt flertal i Folketinget.
Ud over at gøre 53 færger gratis for fodgængere og cyklister i juli, så bliver færgeturene også billigere for alle i august og september.
Men de gratis færger har ikke udelukkende skabt glæde på øerne.
For når færgerne fyldes hurtigt op af turister, er der ikke plads til øboerne, når de skal frem og tilbage fra fastlandet.
- Jeg kan ikke planlægge, hvornår jeg skal hjem. Jeg kan for eksempel ikke planlægge indkøb, fordi jeg ved ikke, om jeg kan komme med færgen hjem, siger Rune Bigum, der bor på Orø og arbejder i Holbæk, til TV2 Øst.
- Det er først til mølle-princippet, og det er ikke holdbart for os fastboende over på Orø.
Ifølge TV2 Øst gælder problemet flere steder i landet.
Formanden for Småøernes Færgeselskaber, Lars Wolfgang Hansen, oplyser til mediet, at der flere steder opleves "flaskehalsproblemer".
30. juni havde overfarten til Livø i Limfjorden eksempelvis 54 passagerer. 1. juli, hvor den gratis overfart trådte i kraft, var der 386 passagerer med.
Det har været op til færgeselskaberne selv, om de vil udbyde gratis rejser. Hvis de deltager, får de efterfølgende den manglende billetindtægt dækket af staten.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker