Gravides blodtryk kan advare om farlig sygdom
En ny, præcis blodtryksmåler kan afsløre svangerskabsforgiftning hos gravide, længe inden symptomerne opstår.
Der er udsigt til, at det bliver lettere at udpege de vordende mødre, som risikerer at få svangerskabsforgiftning. Danske forskere og læger har nemlig fundet en måde at afsløre den potentielt livstruende sygdom, før den bryder ud.
En ny, intelligent blodtryksmåler gør det muligt at opdage tegn på svangerskabsforgiftning tidligt i graviditeten. Forskere fra Aarhus Universitet og læger fra Aarhus Universitetshospital har udviklet den tekniske sladrehank.
Det skriver universitetet på sin hjemmeside.
Der er netop en tydelig sammenhæng mellem forhøjet blodtryk i graviditetens uge 12 og udvikling af sygdommen. Det forklarer lektor ved Institut for Ingeniørvidenskab på Aarhus Universitet Stefan Wagner.
- Blodtrykket kan være med til at bestemme risikoen for svangerskabsforgiftning, før symptomerne opstår. Det kræver dog, at målingerne er meget præcise og har en høj kvalitet, siger Stefan Wagner.
- Ved en rutinemæssig måleindsats vil vi formentlig kunne reducere antallet af svangerskabsforgiftninger, der udvikler sig med alvorlige komplikationer.
Ved svangerskabsforgiftning har den gravide forhøjet blodtryk og proteiner i urinen. Sygdommen kan føre til fødeselskramper, også kaldet præeklapmsi, hvor kvinden får krampeanfald og bliver bevidstløs.
Svangerskabsforgiftning kan være livstruende for både mor og barn.
Tilstanden rammer cirka tre procent af alle gravide i Danmark. Det svarer til, at der hvert år er mellem 3000 og 4000 tilfælde herhjemme.
De fleste tilfælde er dog lette og altså ikke livstruende.
Den nyudviklede målestationen består af en blodtryksmåler, som man stikker armen ind i. Der er desuden en skærm, der guider den gravide, samt forskellige sensorer, som registrerer lyd og bevægelse under målingen.
Den er netop testet på de første 100 kvinder.
Lægerne ved Aarhus Universitetshospital håber, at de snart kan tage maskinen i brug. Det fortæller læge Puk Sandager fra afdeling for kvindesygdomme og fødsler.
- Vi forventer, at vi med systematiske blodtryksmålinger vil kunne forebygge cirka halvdelen af de svangerskabsforgiftninger, hvor komplikationerne er så alvorlige, at fødslen må sættes i gang mere end seks uger før tiden, siger Puk Sandager.
- Og at den resterende halvdel vil få et meget mildere sygdomsforløb.
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet