Grønland åbner for dansk deltagelse i råstofeventyr
Grønlands selvstyreformand opfordrer nu direkte den danske regering og danske pensionsfonde til at interessere sig for jagten på råstoffer i den grønlandske undergrund.
Det sker efter de seneste måneders nyheder om mulige milliardinvesteringer fra især Kina og Sydkorea i jagten på mineraler som jern og sjældne jordarter.
Især planen om en kinesisk investering på op mod 14 milliarder kroner i en jernmine har vakt opsigt. Men hvis danskerne er bekymrede over den kinesiske indmarch, må de selv byde ind med kapital, mener selvstyreformand Kuupik Kleist (IA).
- Der er en undertone af ærgrelse over, at man ligesom ikke er med længere. Men det kræver jo en aktiv indsats at være med og ikke hvile på laurbærrene, som en stor del af den danske offentlighed mener, at man kan, siger han til Politiken.
- Hvis man mener, at dansk kapital er fraværende i nye aktiviteter i Grønland, betyder det vel, at man skal gøre sig konkrete overvejelser om, hvor man skal være med, frem for at pege fingre ad Grønland, siger han til Politiken.
Selvstyreformanden opfordrer i dag i Kroniken i Politiken til, at Grønland og Danmark nedsætter en fælles kommission, der inden for det næste halve år skal komme med forslag til, hvordan de to lande sammen skal udnytte den viden, der gennem mere end 130 år er oparbejdet om Grønlands undergrund.
Kroniken er skrevet sammen med geologiprofessoren Minik Rosing fra Københavns Universitet.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) synes, at en fælles arbejdsgruppe er "en god ide".
- Hvis landsstyret ønsker et styrket samarbejde mellem Danmark og Grønland på råstofområdet, er regeringen naturligvis åben over for at drøfte det, skriver hun i en mail til Politiken.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned