Grønland vil have udbetalt milliarder på forskud fra de olieselskaber, der ønsker at udvinde olie fra den grønlandske undergrund.
Pengene skal sikre, at oprydningsomkostningerne efter en mulig olieforurening er sikret på forhånd, skriver den britiske avis The Guardian.
De grønlandske myndigheder kræver knap 11 milliarder fra hvert af de selskaber, der ønsker at bore efter olie i de arktiske farvande.
Det usædvanlige krav menes at være det første af sin slags i verden, og ifølge The Guardian vil det formentlig kunne tilskynde andre regeringer til at følge trop i kølvandet på den massive oliekatastrofe i Den Mexicanske Golf tidligere i år.
Vinderne af udbudsrunden skulle have været udråbt allerede i august, men uenigheder om forskudsbetalingen har forsinket processen, skriver avisen.
Store internationale olieselskaber som Shell, Cairn Energy, Statoil og de danske virksomheder Dong Energy og Mærsk Olie og Gas menes at være med i kampen om retten til at bore efter olie i den grønlandske undergrund.
Ifølge The Guardian pågår der intense forhandlinger, og en vinder kan blive udråbt allerede i begyndelsen af næste uge.
Milliardbetalingen skal angiveligt falde, så snart et olieselskab bliver tildelt en licens til at udforske et muligt oliefelt i Baffin-bugten ud for Grønlands vestkyst.
Miljøaktivister advarer imod planerne om at åbne de arktiske farvande for olieudvinding, fordi de kolde forhold vil gøre et eventuelt olieudslip langt mere ødelæggende.
En rapport fra USA's regering viser, at en fjerdedel af de knap fem millioner tønder olie, der lækkede ud i det varme vand i Den Mexicanske Golf er fordampet eller blevet opløst.
Olie i farvandet ud for Grønland vil imidlertid ikke kunne fordampe, og det vil også være langt sværere at fjerne, konkluderer rapporten.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker