Grønland slår endnu en gang fast: Er ikke til salg
Grønlands regeringschef, Múte B. Egede, har, siden Trump har øget sin interesse for Grønland igen, understreget flere gange, at Grønland ikke er til salg. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Grønlands landsstyreformand har flere gange i år understreget, at Grønland ikke er til salg.
Grønland slår endnu en gang fast, at Grønland ikke er til salg. Og denne gang på både dansk og engelsk.
På hjemmesiden for den grønlandske regering har formandens departement - Grønlands pendant til Statsministeriet - udsendt en kortfattet nyhed.
- Grønland er ikke til salg. Grønland er grønlændernes. Og det vil ikke ændre sig, hverken nu eller i fremtiden. Grønland er en del af den vestlige forsvarsalliance, Nato, fremgår det.
Herefter er nyheden gentaget på engelsk. Der er vedhæftet et billede af landsstyreformand Múte B. Egede på hjemmesiden.
Múte B. Egede har den seneste tid flere gange understreget, at Grønland ikke er til salg, i takt med en øget amerikansk opmærksomhed.
Allerede inden USA's kommende præsident, Donald Trump, har sat sig i stolen til sin anden præsidentperiode, har han rettet øjnene mod Grønland.
Han har ytret et klart ønske om ejerskab over Grønland, som i Trumps øjne er "altafgørende" for den nationale sikkerhed i USA.
Det fik allerede kort før jul Grønlands Múte B. Egede til at slå fast, at Grønland ikke er til salg.
Hvad der er anledningen til, at formandens departement har udsendt samme melding endnu en gang tirsdag, er uvist. Det fremgår ikke af nyheden.
Den øgede amerikanske interesse for Grønland har også gjort sig gældende tirsdag, hvor amerikanske mænd iført tøj med USA's stjerner og striber har uddelt amerikanske dollar og hatte ud i hovedstaden Nuuk.
På et pressemøde mandag lød det fra Müte B. Egede, at Grønland var klar til et øget samarbejde med USA.
- Vi har dørene åbne i forhold til minedrift. Sådan bliver det også i de kommende år. Vi er nødt til at handle med USA.
- Vi er begyndt at starte en dialog og søge muligheder for samarbejde med Trump, sagde han ifølge det grønlandske medie KNR.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde