Grønland smelter i rekordfart

Aldrig før i nyere tid er der på en enkelt sommer smeltet så meget af indlandsisen i Grønland. Det vurderer flere klimaforskere ifølge Jyllands-Posten efter en sommer, der har budt på en stribe varmerekorder i Grønland.

Beregninger fra klimaforsker Sebastian Mernild fra Los Alamos National Laboratory i New Mexico, USA, viser, at der i løbet af sommeren er forsvundet 540 kubikkilometer indlandsis i Grønland.

Det er 25-50 procent mere end på et "normalt" år og svarer til Danmarks vandforbrug i flere hundrede år.

- Specielt de seneste 10-12 år er sommertemperaturen i Grønland steget. Vores beregninger viser, at afsmeltningen i sommer har været større end nogensinde, forklarer Sebastian Mernild, der peger på, at den kraftige afsmeltning kan få vandet i verdenshavene til at stige mere end hidtil til fare for blandt andet lavtliggende østater.

Mens det i sommeren 1972 kun var 17 procent af indlandsisen, der var ramt af tøvejr og afsmeltning, har cirka 52 procent af den grønlandske is i sommer været i gang med at smelte, oplyser Sebastian Mernild.

Samme melding kommer fra klimaforsker Jason E. Box fra Byrd Polar Research Center ved Ohio State University, USA.

- Det er min vurdering, at vi i år har haft den kraftigste afsmeltning, siden man begyndte at måle temperaturen i Grønland i 1873, siger han til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Indlandsisen i Grønland smelter som aldrig før, vurderer flere klimaforskere. Det sker efter en sommer, som har budt på en række varmerekorder på øen.

Offentliggjort Sidst opdateret