Grossist holder fast i spiritusdynasti

Thomas Just Karberg står i spidsen for milliardvirksomheden Hans Just A/S, der er gået i arv, siden hans oldefar etablerede forretningen. Den 1. marts fylder Thomas Just Karberg 60 år. (Handout). Foto: Nicolai Mørk/Handout/Free

Direktør Thomas Just Karberg er femte generation i vin- og spiritusvirksomheden Hans Just Group. Den 1. marts fylder han 60 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Thomas Just Karberg er handelsmand og femte generation i den 156 år gamle familiekoncern Hans Just A/S.

Han har haft et skarpt øje for vin og spiritus gennem hele sin karriere, hvor han er gået i fodsporene på sin far, bedstefar og oldefar.

Den 1. marts fylder Thomas Just Karberg 60 år.

Milliardvirksomheden, der har speciale i import og salg af blandt andet spiritus og vin fra hele verden, har været handelsmandens arbejdsplads de seneste 38 år.

Det ligger ham meget på sinde, at koncernen bliver i familien.

Det skriver selskabet i en omtale af direktøren.

I 2021 trådte Thomas Just Karbergs ældste søn, Frederik, ind i koncernen. Og den sjette generation er derfor kørt ind til at kunne føre virksomheden videre.

Thomas Just Karberg varetager i dag ledelsen af koncernen. Hans fokus er centreret om den strategiske videreudvikling.

Alt sammen for at virksomheden kan fortsætte med at have sin berettigelse på markedet, lyder det.

Familiekoncernen har tilsyneladende medvind. I hvert fald har den fem år i træk sikret sig mere end 100 millioner kroner på bundlinjen ifølge Børsen.

Hans Just A/S har ansvaret for at pleje mærker som Jägermeister, Campari og Aperols interesser på det skandinaviske marked.

Samtidig gør familien sig i ejendomsbranchen via søsterselskabet Karberghus. Selskabet ejer blandt andet Brønnums Hus, Frederiks Hospital og Kalvebod Bastion i København.

Privat er Thomas Karberg gift med Marianne Karberg. De har foruden Frederik sønnerne Gustav og William, der også arbejder i familiekoncernen.

/ritzau/