Grundejere går til angreb på naturen

Naturen har gjort det i årtusinder, men nu har grundejerne fået nok. De vil sikre kysten ved år efter år flytte sand tilbage til deres egen strand igen.

Moder Jord er indrettet så besynderligt, at den konstant omformer vores natur. Havets brusen og vindens blæst gør naturligt indhug på de danske kyster.
- Den naturlige tilbagerykning af kysterne er på mellem en og otte meter om året i gennemsnit på Jyllands vestkyst. Indrykningen i Nordsjælland ligger på op mod en meter om året, siger kystteknikker Carlo Sørensen fra Kystdirektoratet og forklarer, at en del af materialet bliver flyttet af havet og ophobes andre steder.
Nok er det naturligt, men nu har en gruppe foreninger i det nordsjællandske fået nok. De vil genoprette kysten i Gribskov Kommune ved at fodre strandene med sand.
- Sandfodring er den billigste og mest bæredygtige måde at genoprette kysten på. Det gør man ved at flytte sandet tilbage fra, hvor det er ophobet, og det gør man år efter år, siger Jakob Wandall, formand for Rågeleje og Udsholt Strand Grundejerlav.
I alt skal der flyttes 750.000 kubikmeter sand, og det kommer til at koste godt 40 millioner kroner. Det er penge, kommunen ikke har, derfor forsøger foreningerne nu at få samtlige 17.000 grundejere i området med på at betale for herligheden.
- Det eneste reelle sted at hente pengene er hos borgerne. Og vi foreslår, at de som har mest glæde af det, betaler mest, siger Jakob Wandall.


I kommunen forsvinder mellem 30.000 og 50.000 kubikmeter sand årligt fra den 30 kilometer lange kyststrækning til store sandbanker ud for Gilleleje og Helsingør.
Analyser fra Kystdirektoratet viser, at tilbagerykningen bliver væsentligt værre med klimaforandringerne.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret