Guldrøvere var på hovedbanegården

Politiet har "fine billeder" af de røvere, der i går plyndrede en guldsmed i København og stak ejeren i halsen. Billederne er fra et kamera på Hovedbanen.

De fire røvere, der mandag stak en guldsmed i halsen under et røveri på Nørrebrogade i København, blev alle fanget af et overvågningskamera på Hovedbanegården forud for røveriet. Det oplyser drabschef Ove Dahl.
- Vi har fine billeder af tre unge mænd og en kvinde, som vi sætter i forbindelse med røveriet. Og dem overvejer vi nu at offentliggøre, lyder det fra Ove Dahl.
Politiet har dagen igennem arbejdet ud fra teorien om, at banden er taget til Sverige efter røveriet, der fandt sted ved middagstid mandag.
Vidner har forklaret, at det var de tre mænd, der invaderede den lille guldsmed Al Rasoul Jewellery, mens kvinden sad bag rattet i flugtbilen, en sølvgrå Renault, som kort efter blev fundet nær gerningsstedet.
Guldsmeden overlevede stikket i halsen, men han var få millimeter fra døden. Politiet har endnu ikke overblik over udbyttets størrelse.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret