Guldsmed stukket i halsen under røveri

Fire røvere er fortsat på fri fod efter et voldsomt røveri mod en guldsmed i København. Guldsmeden blev stukket i halsen, men er uden for livsfare.

Politiet jagter fortsat de fire gerningsmænd bag et blodigt røveri mod en guldsmed i København. Guldsmeden blev stukket i halsen med en kniv og har hele eftermiddagen ligget på et operationsbord på Rigshospitalet, oplyser den centrale efterforskningsleder hos Københavns Politi, Peter Steffensen.
- Knivstikket var meget tæt på halspulsåren, blot få millimeter. Men han har altså ikke været i livsfare under operationen, understreger vagtlederen.
Ifølge politiet invaderede tre røvere ved 11-tiden i formiddags forretningen Al Rasoul Jewellery på Nørrebrogade i København, mens en kumpan holdt med tændt motor i en flugtbil udenfor. Under tumult fik en ekspedient stukket kniven i halsen, hvorefter røverbanden tog flugten i en sølvfarvet Renault. Den blev kort efter fundet i Guldbergsgade i nærheden.
De tre røvere i forretningen beskrives som østeuropæere, 18-25 år, 165-175 centimeter højre, iført sorte busker i hvide skjorter. To af mændene var lyshårede, mens den tredje havde rødt hår. En af mændene blødte fra ansigtet efter røveriet. I bilen sad en cirka 18-årig kvinde.
Politiet har ikke oplysninger om et eventuelt udbytte fra røveriet.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret