80.000 unge, der hverken har været under uddannelse eller i arbejde i de seneste seks måneder, vækker ikke kun bekymring hos regeringen.
Også arbejdsmarkedets parter mener, at der er tale om et sørgeligt spild, og det giver forhåbninger til de reformer af førtidspension og kontanthjælp, som regeringen har bebudet.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har allerede slået fast, at regeringen vil presse eller tvinge de stærke unge i uddannelse eller arbejde, og for de svage unge skal der skabes særlige og målrettede forløb.
En uddannelsesgaranti er en af de nødvendige reformer, der skal til for at få de unge i gang, så de ikke ender på langvarige offentlige ydelser, mener LO.
- Vi skal have lavet en reel uddannelsesgaranti. Det er den ret, som de unge skal have. Men de også forstå, at der er en pligt til at komme i gang.
- Til gengæld skal der være en sikkerhed for, at de kan blive færdige med deres uddannelse, siger LO-sekretær Ejner Holst.
Det betyder, at praktikpladsordningen skal strammes op, så der er gode praktikpladser til alle.
Fagforbundet 3F mener, at det er nødvendigt at lave en økonomisk incitamentsordning, som belønner de gode virksomheder, der systematisk arbejder med at oprette praktikpladser og omvendt straffe de virksomheder, der ikke tager et ansvar.
- Og så skal man sikre, at man ser på de unges muligheder ud fra en individuel tilgang, hvor man tager hensyn til de meget forskellige udgangspunkter, som de unge har, siger forbundssekretær Per Christensen, 3F.
DA ønsker, at man indretter systemet, så kommunerne har en gulerod til at gøre noget aktivt for at få de unge i gang.
- Det vil skabe en helt ny dynamik, hvis man belønner dem, der gør noget for at få de unge i gang, siger underdirektør i DA Erik Simonsen.
Han mener, at tallene understreger behovet for et realitetstjek af de offentlige forsørgelsessystemer.
- Det skal i enhver sammenhæng kunne betale sig at uddanne sig eller at arbejde - også for unge, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde