Halvdelen af landets omkring 120 gymnasier rammes af undervisningsboykot fra eleverne i protest mod nedskæringer på uddannelserne. Op mod 25.000 unge ventes tirsdag at deltage i demonstrationer i blandt andet København, hvor Helle Thorning-Schmidt (S) og de andre oppositionsledere vil tale på Christiansborg Slotsplads.
Det oplyser talsmanden for demonstranterne, Bjarke Dahl Mogensen, som også er formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS). Bag demonstrationerne i København, Århus, Odense, Aalborg, Viborg og Sønderborg står også organisationerne for de lærerstuderende, universitetsstuderende, pædagogstuderende samt flere fagforbunds ungdomsafdelinger for lærlinge. Også et par folkeskoler i København har meldt om tilslutning til undervisningsboykotten. Imens har ministre og regeringspolitikere samt Dansk Folkeparti afslået invitationer til at tale til demonstranterne i København, oplyser talsmanden.
- Når der skæres ned på undervisningen, så falder flere fra. Og så bliver der mere arbejdsløshed, siger Bjarke Dahl Mogensen. Uddannelsesoprøret, som aktivisterne kalder det, har parolerne: Praktikpladser til alle, nok timer for alle og ikke for mange i klassen og stop for nedskæringer på uddannelse.
Mens regeringen slår på, at der næste år afsættes flere penge til uddannelserne samlet set, så indvender demonstranterne, at mange af pengene går til bygninger. Derimod bliver der færre penge per elev, fordi der er blevet flere af dem. De aktionerende opgør besparelserne til samlet 1.065 millioner kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker