Gymnasier forbereder sig på en fremtid med kunstig intelligens
Som det ser ud nu, holdes der på flere gymnasier øje med under eksaminerne, hvordan eleverne bruger internettet for at undgå snyd med ChatGPT. (Arkivfoto). Foto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix
Danske gymnasier er i gang med at omstille sig til en ny hverdag med kunstig intelligens, der rokker ved måden, eleverne går til eksamen.
Kunstig intelligens har på få år ændret måden at tænke skoleopgaver og eksamener på.
Ved hjælp af få klik kan man fremtrylle en hel historieopgave om de puniske krige eller en fysikrapport om atomers opbygning.
Men det betyder også, at elever kan snyde sig gennem eksamener med digitale hjælpere.
Derfor har børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) sat gang i en ekspertgruppe, der er kommet med en række midlertidige anbefalinger om chatbotten ChatGPT og andre digitale hjælpemidler.
Et af de steder, man er i gang med at tage favntag med de nye teknologier, er hos foreningen Danske Gymnasier. Her møder det øgede fokus på kunstig intelligens opbakning.
Annonce
- Vi skal hellere starte udviklingen i morgen end om lang tid. Kunstig intelligens er her, og vi kan konstatere, at vores elever bruger det, og vi er også ved at begynde at omstille os til det, siger formand Henrik Nevers.
I Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) har man svært ved at se, at skolerne er klar til at håndtere de kommende eksamener.
Hos Danske Gymnasieelevers Sammenslutning ser man gerne, at studerende skal være i stand til at kunne bruge alle de redskaber og værktøjer, der ligger til rådighed, når de er færdige i gymnasiet. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
- Det er forståeligt nok, da teknologiens udvikling oftest går hurtigere, end skoler kan følge med. Men vi bliver ikke forberedt på alle de værktøjer, vi kommer til at have til rådighed ude i samfundet, siger foreningens forperson Asger Kjær Sørensen.
- Indtil videre bliver det udelukkende set som snyd, og det, synes vi, er ærgerligt, fortsætter han.
Selv om der nok fortsat kommer til at være traditionelle eksamener uden hjælpemidler, er Henrik Nevers enig i, at der arbejdes hen imod eksamensformer, der omfavner ny teknologi, digitalisering og kunstig intelligens.
- Her kan man forestille sig, at man mere går til eksamen i en proces frem for et resultat, siger han.
Matias Tesfaye siger, at det vil få konsekvenser for, hvordan undervisningen tilrettelægges, hvis nye prøveformer skal på plads.
- Jeg tror først, at vi kommer til at se egentlige forandringer i foråret 2025, siger han, men peger på, at ekspertgruppen anbefaler, at uddannelsesinstitutioner nu tager en snak med eleverne om kunstig intelligens.
Henrik Nevers kalder det "en supertanker" at lave om på eksamensformer. For eksempel er eksaminerne for 2024 allerede lavet i efteråret.
Han mener derfor, at udviklingsarbejdet er nødt til at gå i gang omgående, hvis gymnasierne skal kunne følge med.
Annonce
- Jeg kan godt være tvivlende, for hvis ikke man får lavet noget helt konkret nu, så bliver det også svært at nå inden 2025, siger formanden for Danske Gymnasier.
Henrik Nevers understreger dog, at det ikke kun er eksamener, der er udfordret af kunstig intelligens, men også almindelige afleveringer.
Han mener, at det er lige før, gymnasierne står et sted, hvor det ikke giver mening at give standpunktskarakterer på baggrund af opgaver, fordi man kan have fået hjælp til dem.
- Vi kan jo stå i den situation, at en lærer af kød og blod sidder og giver karakterer til opgaver, der er lavet af kunstig intelligens, siger han.
Derfor er det Danske Gymnasiers klare mål, at man skal indføre digital teknologiforståelse som obligatorisk fag i gymnasiet med undervisning i algoritmer og kunstig intelligens, og hvordan man kan bruge det konstruktivt.
Den tankegang bakkes op af DGS.
- Det nytter ikke noget, at vi kommer ud på den anden side og er tre skridt bagud i forhold til de arbejdspladser og uddannelsessteder, vi skal møde, siger Asger Kjær Sørensen.
Lige nu mener DGS, at undervisningen ikke er tidssvarende i forhold til nye teknologier.
- Hvis vores undervisning ikke er det, så bliver vi altså sendt ud på den digitale motorvej uden et kørekort, siger han.
Hvad er ChatGPT
* ChatGPT er et online chatprogram udviklet af firmaet OpenAI, som rigmanden Elon Musk i sin tid var med til at stifte.
* Chatbotten er designet til at svare på brugernes spørgsmål inden for en bred vifte af emner, og med hjælp af store mængder data kan den skrive og behandle tekst.
* Selskabet og topchef Sam Altman står centralt i diskussionen om kunstig intelligens og de fordele og risici, som den fremstormende teknologi skaber.
* ChatGPT blev lanceret i november sidste år og fik hurtigt over 100 millioner brugere.
* Siden da har blandt andet Google lanceret en sprogmodel, der har lignende egenskaber.