Seks gymnasierektorer har i en direkte henvendelse til undervisningsministeren undsagt deres egen rektorforening.
De kræver et opgør med "planøkonomisk tankegang", hvor fælles fordelingsudvalg flytter overskud af elever fra populære skoler til dem, der har en mindre søgning. Det skriver Politiken.
- Vi har selveje og får penge for den enkelte elev. I det lys er der en stærk modsætning, hvis hverken bestyrelsen eller ledelsen for gymnasiet har indflydelse på, hvor mange og hvilke elever der kommer ind ad døren, siger Rysensteen Gymnasiums rektor, Gitte Harding Transbøl.
Større frihed til de populære gymnasier kan imidlertid føre til, at en række mindre gymnasier kan få så få elever og dermed dårlig økonomi, at de må dreje nøglen om.
Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, DGS, vurderer, at 20-30 mindre gymnasier - ikke mindst i landets udkantsområder - vil få svært ved at overleve, hvis gymnasierne slippes helt fri.
Jens Boe Nielsen, som er formand for Gymnasieskolernes Rektorforening, ærgrer sig over oprøret fra egne rækker.
- Gymnasierne er blevet selvejende og har netop købt deres bygninger på grundlag af en forventning om at få tilført en vis mængde elever. Så er det ikke anstændigt, hvis man i liberalismens hellige navn fjerner det underlag, der er for deres eksistens, siger han.
Undervisningsminister Tina Nedergaard (V) siger i en skriftlig kommentar til rektorernes henvendelse, at hun som udgangspunkt går ind for, at eleverne så vidt muligt skal have lov til at gå på det gymnasium, de selv ønsker.
Hun er dog opmærksom på, at der må tages særlige hensyn til små gymnasier i tyndt befolkede områder.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker