Lægerne bør nok have lov til at lave nænsomme forsøgsundersøgelser på bevidstløse patienter, som bringes ind på skadestuerne, uden på forhånd at have fået lov af patienter eller deres pårørende.
Men det kræver en ændring af et EU-direktiv for området, siger indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V).
Det er et udvalg under Sundhedsministeriet, som anbefaler, at lægerne i særlige tilfælde skal kunne fravige princippet om informeret samtykke. Det går ud på, at patient eller pårørende på forhånd skal tillade forsøgsbehandlingen og skriver under på at være orienteret om den.
Af praktiske grunde er læger ofte forhindret i det, når det skal gå stærkt med at behandle trafikofre eller folk med hjertestop.
- Det bør nok kunne gøres i situationer, hvor det sker med minimal risiko og byrder for patienten og til stor fordel for andre patienter, for eksempel ved at tage en blodprøve. Hvis det er til stor fordel for andre patienter, så bør det overvejes, siger Bertel Haarder.
Også Lægeforeningen og Dansk Medicinsk Selskab ønsker sådan en undtagelse for bevidstløse patienter for at kunne forske i bedre behandlingsmetoder, skriver Kristeligt Dagblad.
Ministeren har i forvejen i marts henvendt sig til EU-Kommissionen for at forhøre sig om muligheden for at ændre EU-direktivet om kliniske forsøg, der forbyder den slags forsøg uden samtykke.
- Vi kan godt gå forsigtigt den vej, hvis EU-Kommissionen sammen med medlemslandene og Den Centrale Videnskabsetiske Komité kan acceptere en vis udbredelse til udvikling af nye behandlingsmetoder og lægemidler, siger Bertel Haarder.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned