Sundhedsminister Bertel Haarder (V) henter hjælp hos en uvildig ekspert for at tilfredsstille rigsrevisor Henrik Otbo.
Information skriver fredag, at Otbo kritiserer Sundhedsministeriet for ikke at give ham en tilfredsstillende forklaring på, om private sundhedsforsikringer giver kortere ventelister på sygehuse. For det er netop denne sammenhæng, der er begrundelsen for, at sundhedsforsikringerne kan trækkes fra i skat.
- For 14 dage har vi skrevet et kommissorium til en uvildig forsker, der skal undersøge det, siger Bertel Haarder.
Henrik Otbo er skarp i sin kritik.
- Jeg finder ikke fremdriften i sagen tilfredsstillende. Ministeriet bør nu sikre et målrettet forløb, så spørgsmålet snarest kan belyses. Jeg vil fortsat følge ministeriets arbejde, skriver Henrik Otbo ifølge Information til Sundhedsministeriet.
På linje med sin departementschef Kristian Wendelboe beklager Bertel Haarder, hvis rigsrevisor Henrik Otbo ikke føler, han har fået de nødvendige oplysninger. Men Haarder understreger, at Sundhedsministeriet har udleveret materiale
- De har fået en redegørelse. Den beskriver, hvor svært det er at beskrive sammenhængen mellem sundhedsforsikringer og ventetiderne. Det fik Rigsrevisionen før sommeren. Men når han ikke synes, at vores arbejde er godt nok, så sætter vi en uafhængig forsker til det, siger Bertel Haarder.
Sundhedsministeriet har svært ved at vurdere sammenhængen mellem ventetider og private sundhedsforsikringer.
- Jeg kan konstatere, at ventetiderne er faldet med en måned, og det har været til usigelig glæde for danske patienter. Hvor meget fradraget for sundhedsforsikringer har betyder for ventelisterne, skal jeg ikke kunne sige, siger Bertel Haarder.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde