Hackere truer med at dele oplysninger efter EDC-angreb
Hackergruppen Black Basta har i et hackerangreb mod EDC fået fat i kopier af over 1300 personers dokumenter. Det gælder for eksempel pas, kørekort og sundhedskort. Det skriver DR. (Arkivfoto). Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix
En hackergruppe har krævet en løsesum på seks millioner dollar fra ejendomsmæglerkæden EDC, skriver DR.
Hackergruppen Black Basta truer med at frigive personlige oplysninger fra tusindvis af kunder efter et hackerangreb mod ejendomsmæglerkæden EDC.
Det skriver DR søndag aften.
Black Basta har krævet en løsesum på seks millioner dollar - omkring 41 millioner kroner - fra EDC og truer på sin hjemmeside med at frigive 2,5 terabyte data om få dage.
Hackergruppen har fået fingrene i kopier af over 1300 personers dokumenter. Det gælder for eksempel pas, kørekort og sundhedskort.
Hackerangrebet fandt sted 1. november. Der er ikke tale om data på EDC-kunder, men i stedet data som ejendomsmæglerkæden er kommet i besiddelse af i forbindelse med overtagelsen af en anden virksomhed for nogle år siden, skriver DR.
It-sikkerhedsekspert Jan Kaastrup fra sikkerhedsfirmaet CSIS Security Group, der har efterforsket angrebet for EDC, siger til DR, at Black Basta er en prorussisk hackergruppe og er formentlig bosiddende i Rusland.
EDC's kommunikationschef, Jan Nordmann, ønsker over for Ritzau ikke at sige noget om EDC's forhandlingsposition - og dermed heller ikke om, hvorvidt man vil betale løsesummen eller ej.
Han siger, at man hos EDC er kede af det på både egne og kundernes vegne.
- Vi havde et højt sikkerhedsniveau - nu har vi et ekstremt højt sikkerhedsniveau.
- Men det her er jo ikke to drenge i en kælder i Valby. Det er statsfinansierede professionelle kriminelle, som i øjeblikket angriber masser af danske virksomheder med hackerangreb, siger Jan Nordmann.
EDC har tidligere meldt ud om angrebet på sin hjemmeside. Her blev det oplyst, at Datatilsynet var blevet underrettet, og at det var blevet meldt til politiet.
- De kunder, som vi har kontaktoplysninger på, og som kan have fået kompromitteret deres personoplysninger som følge af hackerangrebet, orienterer vi direkte, skrev EDC.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker