Hæslig håndskrift plager hver fjerde

Den formsvungne skønskrift er ved at tabe kampen til kragetræerne, for knapt hver fjerde dansker beskriver nu deres håndskrift som "grim" eller "meget grim".

Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for metroXpress blandt 1.019 personer i alderen 18-74 år.

19 procent kalder deres håndskrift grim, mens blot fire procent kalder den meget grim, lyder det.

- Jeg tror, at det skyldes, at håndskriften er blevet upersonlig. De fleste har efterhånden lært formskrift i skolen, der er meget cirkulær og statisk, hvilket gør den svær at gøre personlig, vurderer grafiker Bent Rohde.

Han er tidligere afdelingsleder ved Den Grafiske Højskole og har blandt andet skrevet bogen "Skriv smukt". Bent Rohde mener, at de fleste mennesker har et ret entydigt billede af, hvad flot og grim skrift er.

- Håndskrift-idealet er den såkaldte "italic handwrite", der blev udviklet i England i 30'erne. Desværre er den aldrig slået igennem herhjemme, siger han.

Han er ikke i tvivl om, at computerens indmarch i samfundet har forringet vores håndskrift.

- Det er helt givet, at pc'en har gjort, at vi er blevet dårligere til at skrive. Men det skyldes også, at der ikke længere er skriveundervisning på seminarerne. Det betyder, at lærerne har en dårlig håndskrift, og dermed bliver et ringe forbillede, siger han og tænker sig tilbage til de gode gamle dage.

- Nu er jeg i 80'erne, men da jeg var dreng, fik vi jo nærmest tævet flot skrift ind i hovedet, griner Bent Rohde.

Han understreger, at håndskrift er et disciplinbetonet fag, som kræver en masse øvelse, men at man kan lære at skrive smukt, hvis man har viljen til det, skriver metroXpress.

/ritzau/

Vores håndskrift bliver grimmere og grimmere, og det kan vi takke computerne for, mener grafisk ekspert.

Offentliggjort Sidst opdateret