Han dirigerer Danfoss gennem udfordrende tid

Ifølge Økonomisk Ugebrev er Kim Fausings job som koncernchef for Danfoss så indbringende, at han er en af de bedst betalte direktører i landet. 31. august fylder han 60 år. (Arkivfoto). Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Kim Fausing blev lokket hjem til Danmark af industrikæmpen Danfoss. Med ham ved roret er salget vokset støt, men nu er der modvind. 31. august fylder han 60.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er ikke, fordi alarmklokkerne ringer hos Danfoss. Slet ikke.

I første halvdel af året solgte selskabet for over 37 milliarder kroner, og med en indtjening på over 2 milliarder kroner er der ikke krisestemning.

Men der er tilbagegang at spore, og da selskabet sidst i august præsenterede sit halvårsregnskab, blev der varslet fyringer og en ny forretningsmodel.

I spidsen for det hele står koncernchef Kim Fausing, der 31. august fylder 60 år.

Han satte sig i 2017 i hjørnekontoret, efter at han ti år tidligere var kommet til virksomheden i Nordborg på Als, og siden er Danfoss vokset massivt.

Med Fausing ved roret er salget vokset med mere end 80 procent til tæt på 80 milliarder, men topchefen er ikke meget for at tale om egne præstationer.

Sidste år fortalte han til Jyllands-Posten, at han fik energi af at være en del af et hold og ikke troede på de der "store ego-CEO's, som bliver feteret".

- Jeg har ikke noget behov for at blive feteret. Jeg er bare dirigenten, lød det.

En mentalitet, som han til avisen selv tilskrev sin opvækst som enebarn i Herning, hvor hans forældre havde en lille tekstilvirksomhed.

Før ansættelsen hos Danfoss var Fausing 17 år hos værktøjsvirksomheden Hilti med hovedsæde i Liechtenstein, hvor han til sidst sad i koncernledelsen.

Men da der var bud efter ham fra den store industrikoncern, vendte han altså hjem og bosatte sig i Sønderborg med sin familie.

Og så er vi tilbage ved den aktuelle situation, der med koncernens egne ord har været "udfordrende". Noget, der ventes at vare ved året ud.

Det er dog ikke noget, som får Kim Fausing til at ryste på hånden.

- Vi har tidligere med succes navigeret forskellige økonomiske cykler, og det gør vi nu igen, sagde han i en kommentar til halvårsregnskabet.

Kim Fausings hobbyer tæller blandt andet fiskeri og skisport. Han bruger dog mest tid på arbejde, sagde han sidste år til Jyllands-Posten.

Han bor i Sønderborg, er gift og har en datter.

/ritzau/