Han er kendt for harmonikaspil og frække viser
"Lille" Palle Andersen (til venstre), som fylder 80 år den 19. september, har i sin karriere præget Dansktoppen og hitlisterne. På billedet, der er taget i Tivoli i 1997, står han med den nu afdøde skuespiller og sanger Poul Bundgaard. (Arkivfoto). Foto: Bent Midstrup/Ritzau Scanpix
"Lille" Palle Andersen har i 68 år været folkevisesanger og harmonikaspiller. Han har både spillet på Bakken samt i Matador og fylder 80 år den 19. september.
Folkevisesangeren og harmonikaspilleren "Lille" Palle Andersen har siden sin debut som professionel musiker i 1959 spillet på et væld af danske scener.
Men han havde allerede optrådt inden da. Første gang i "Børne-TV" i 1954.
Efterfølgende levede han livet som rockmusiker igennem 50'erne, hvor han spillede harmonika.
Han var endda så god, at han fik tilbud fra Hollywood. Han opvarmede også for rock'n roll-stjernen Tommy Steele, da han gæstede København.
Palle Andersen afviste dog Hollywood-tilbuddet, fordi han hellere ville blive i Danmark.
Han fylder 80 år mandag den 19. september.
Han kan i dag se tilbage på en lang karriere, hvor han har spillet på steder som Brockmann i Odense, Nykøbing F. Revyen og Restaurant Hong Kong i København.
På et tidspunkt blev han af en kollega introduceret for familien Stefansen, som ejede Bakkens Hvile i Dyrehavsbakken.
- Det var i 1967, og her havde jeg så de seks bedste år af mit musikliv. Her lærte jeg at synge viser og især "de frække", skriver Palle Andersen i en biografi på sin egen hjemmeside.
Efter tiden på Bakkens Hvile fik en af stamgæsterne, Steen Bramsen, Palle Andersen til at optræde i sit tv-show "Musikalske Venner".
Herefter blev Lille Palles sang "Hængepilen" med omkvædet "Jeg er så ked a' - den hænger ned a'" nummer ét på Dansktoppen og hitlisterne i 1972.
Han har også haft et par mindre roller på det hvide lærred. Det er med filmene "Piger i trøjen 2" og "Piger til søs". I den sidste sang han halvlumre numre som "Lasses nye pige" og "Knalde Kalle".
Han har derudover også spillet tre sange i tv-serien Matador i seriens 23. afsnit.
I dag optræder Palle Andersen hvert år anden søndag i juli til "Sildebordet" i Gilleleje.
- Her mødte jeg i 1991 Lene, som jeg blev gift med, skriver han.
Parret gik dog fra hinanden for fem år siden, og han flyttede i et lille hus lidt uden for Gilleleje.
Men de er stadig gode venner. De hjælper for eksempel hinanden, hvis den en ligger syg.
- Da hun for eksempel blev syg af coronavaccinen, købte jeg ind for hende. Det indebar, at jeg kom trillende med hele indkøbsvogne fyldt med grønt til hendes marsvin og kaniner.
- Når folk så det, grinede de og spurgte, om jeg var blevet vegetar! siger han i et interview med Familiejournal.
Derudover er han foredragsholder og kan hyres til at spille ved arrangementer.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde