Han har kommandoen i en tid med krig

Flemming Lentfer havde 37 år som militærmand bag sig, da han blev udnævnt som forsvarschef i 2020. 1. marts fylder han 60 år. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Som forsvarschef skal han i de kommende år stå i spidsen for en historisk styrkelse af det danske forsvar. Flemming Lentfer fylder 60 år fredag den 1. marts.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da Flemming Lentfer overtog posten som forsvarschef i slutningen af 2020 med ordene "jeg har kommandoen", som traditionen tilskriver, så verden anderledes ud.

Men han nåede kun lidt mere end et år på posten, før der udbrød krig i Europa, da Rusland invaderede Ukraine.

Forsvaret røg til tops på den politiske dagsorden, og hele Lentfers virke fik et skarpt fokus på krigen og dens konsekvenser, herunder den nødvendige opbygning af det danske forsvar.

1. marts fylder forsvarschef Flemming Lentfer 60 år.

Han skal i de kommende år stå i spidsen for den historiske styrkelse af Forsvaret, som et bredt flertal i Folketinget har vedtaget, siden den russiske invasion.

- Vi har nok ikke så lang tid, som vi troede, sagde Flemming Lentfer i Politiken i februar i år om den igangværende genopbygning af militæret i en række europæiske lande på grund af truslen fra Rusland.

Det er en erfaren militærmand, der har kommandoen over de omkring 20.000 ansatte i det danske forsvar.

Flemming Lentfer havde 37 år i forsvaret, inden han blev forsvarschef.

Han startede som værnepligtig i 1983. Lentfer er general af rang og er rundet af flyvevåbnet, hvor han blev uddannet officer i midten af 1980'erne.

Siden 2002 har han dog turneret i mere generelle kontorstillinger i styrelser under Forsvarsministeriet.

Senest var han chef for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI), da han blev håndplukket til jobbet som forsvarschef.

- Det er ikke sådan noget, jeg har gået og drømt om, siden jeg startede i Forsvaret, sagde Lentfer om sin udnævnelse.

- Jeg har bare prøvet at gøre det godt i de job, jeg har haft. Men da opringningen kom, blev jeg selvfølgelig overvældet og glad, fordi der er nogen, der tør tiltro mig den post.

Lentfer beskrives som "ordentlig, menneskelig og behagelig", men også med evnen til at sætte foden ned og tage den rigtige beslutning, når der er behov for det.

Trods de mange år i uniform har Flemming Lentfer aldrig selv været udsendt som soldat på en international mission, men han har afvist, at det skulle være et problem for hans virke.

- Jeg synes ikke, at jeg har et problem, for jeg har muligheden for at omgive mig med en masse mennesker, som har den erfaring, sagde han ved sin tiltrædelse.

Samtidig peger Lentfer på, at han tidligere har siddet to år som chef for Operationsstaben.

Med de gældende regler kan Flemming Lentfer sidde som forsvarschef, frem til han fylder 63 år i 2027.

Privat er han gift med Trine Øksnebjerg. De har sammen tre børn.

/ritzau/