Han har lagt Tamilsagen bag sig

Poul Lundbæk Andersen ses her under Tamilsagen, der endte med at koste ham jobbet som departementschef. (Arkivfoto). Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Poul Lundbæk Andersen fik fem år som departementschef, men blev forflyttet efter Tamilsagen. 3. november fylder han 85, og han er i tanke og sind kommet videre.

Offentliggjort Sidst opdateret

Poul Lundbæk Andersen var ung i en tid, hvor den sociale arv ikke lige var sådan at bryde.

Men det var lige netop, hvad han gjorde. Lundbæk Andersen, der er søn af en jernbanearbejder og vokset op under jævne kår, endte med at nå til tops i embedsmandssystemet - han blev nemlig departementschef i Justitsministeriet.

Poul Lundbæk Andersen - i embedsmandskredse blot kaldt Lundbæk - måtte dog forlade posten efter Tamilsagen, og siden arbejdede han en række år hos Rigspolitiet.

3. november fylder den tidligere topembedsmand 85 år.

Han uddannede sig som jurist på Københavns Universitet og røg dernæst direkte ind i Justitsministeriet, hvor han blev departementschef i 1986.

Det var under den konservative daværende justitsminister, nu afdøde Erik Ninn-Hansen, der senere blev dømt i Rigsretten, at Poul Lundbæk Andersen måtte gå af som departementschef.

Han blev i 1991 sigtet efter straffeloven for misbrug af offentlig stilling og grov tjenesteforsømmelse.

Sigtelsen blev droppet, men det blev konkluderet, at Poul Lundbæk Andersen skulle have stoppet Ninn-Hansen i at "sylte" tamilske flygtninges ansøgninger om familiesammenføring.

Derfor blev han forflyttet til en stilling som kommitteret hos Rigspolitiet, hvor han arbejdede i 12 år.

Ninn-Hansen udtalte i 2003 - i øvrigt samme år, som Lundbæk Andersen gik på pension - til Jyllands-Posten, at han ikke så grund til overhovedet at have ført en tjenestemandssag mod Poul Lundbæk Andersen. Og at Poul Lundbæk Andersen da heller ikke selv så stor grund til, at der blev ført en sag mod ham.

Siden sagen har Poul Lundbæk Andersen holdt sig fra pressen, og det er ikke mange interviews om emnet, man finder med ham.

Han har dog udtalt sig til Politiken i 2012. Her lød det, at han har fået det bedste ud af livet siden Tamilsagen.

Jo, hans indflydelse blev da "reduceret kraftigt" hos Rigspolitiet. Men han fik skabt sig et arbejdsliv, der fungerede for ham, sagde han.

- Jeg ville ikke sætte mig hen at surmule i et hjørne. Jeg forsøgte at få noget positivt ud af det, og det synes jeg i og for sig, er lykkedes meget godt, sagde han til Politiken.

/ritzau/