Han lader sin streg tale

Jakob Martin Strid er gået fra at tegne i venstrefløjens ugeavis til at blive hædret af kronprinsparret. Her ses han i 2010. (Arkivfoto). Foto: Morten Holtum/Free

Jakob Martin Strid har høstet store roser for sine børnebøger, som dog også har sendt ham i modvind. Den 7. december fylder den autodidakte tegner 50 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Han slog igennem i den brede offentlighed med sine satiriske striber om figuren Strid, men er i forældrekredse nok særligt kendt for sine mange børnebøger.

Bøgerne har indbragt Jakob Martin Strid, der er autodidakt tegner, forfatter og illustrator, stribevis af priser, men også givet ham knubs.

Onsdag den 7. december fylder Strid, der sjældent udtaler sig til medierne, 50 år.

I starten af 00'erne blev politikere og andre offentlige personer spiddet af Strids pen i Politikens tegneseriestribe om en lille fyr med strithår, der deler navn med tegneren - nemlig Strid.

Inden da slog den selvlærte tegner sin streg i ugeavisen Socialisten Weekend, der var finansieret af Enhedslisten, ligesom han kort forinden havde udgivet børnebogen "Mustafas kiosk".

Billedbogen er ledsaget af små rim, og siden er fulgt en række af børnebøger fra Strid, der har indbragt bunker af priser.

Han står blandt andet bag bogserien om elefanten Mimbo Jimbo og den meget roste bog "Den utrolige historie om den kæmpestore pære". Den blev filmatiseret i 2017 og er nået til flere andre lande.

For sit arbejde har Strid blandt andet modtaget Gyldendals Børnebogspris og Kronprinsparrets Kulturpris. Han har dog også fået kritik.

I 2020 udgav han bogen "I form med Tapiren", som blev kritiseret for at udskamme overvægtige personer. Bogen handler om en tapir, der bliver tyk, efter at den har spist for meget slik og kage til en fødselsdagsfest.

Tapirens venner prøver at få den tilbage til en "normal form". Gyldendal var ikke enig i kritikken, og den ellers private Strid tog også selv bladet fra munden i et opslag på Facebook.

Her understregede han, at en tyk tapir ikke er det samme som en dreng eller pige, der er tyk. For tapiren skal være tyk:

- En anden tapir vil ikke synes, at tapiren er overvægtig. For krokodillen, der er tynd og skællet, er tapiren fed. Det er snarere en racemæssig – eller artsmæssig – konflikt, skrev han i et opslag.

/ritzau/