Han satte lyd på underklassens skæbner

Den amerikanske sanger, musiker og komponist Tom Waits fylder 75 år lørdag den 7. december 2019. (Foto: BRIAN SNYDER/Ritzau Scanpix). Foto: Brian Snyder/Reuters

Den californiske komponist, sanger og musiker Tom Waits har i dag en aktiv karriere som skuespiller. Den 7. december fylder multikunstneren 75 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Med sin skærende røst og en blød hat med skygge springer Tom Waits i øjnene blandt amerikanske rockmusikere.

Hans debutalbum fra 1973 hed "Closing Time", men selv om Tom Waits den 7. december fylder 75 år, er det endnu ikke tid til at lukke og slukke for den californiske multikunstner.

Waits kendes først og fremmest for sin særlige skurrende stemmeføring og for et tekstunivers, der i høj grad fokuserer på skæbner i samfundets afkroge.

Han synger om alt fra luderen til drukkenbolten og den slidte servitrice, der hælder kaffe op på dineren fra daggry til skumring.

Tom Waits udgav sit seneste album "Bad as Me" i 2011.

Til gengæld er den aldrende kunstner fortsat aktiv inden for filmverdenen, hvor han sideløbende med sine meritter i musikbranchen har plejet en solid karriere som birolleindehaver på det store lærred.

Således var han i 2023 aktuel i rollen som Hunley i thrilleren "The Absence of Eden".

Tom Waits blev født i 1949 i Pomona i Californien som søn af to skolelærere.

Moren havde norske aner, mens farens rødder var skotsk-irske.

Sit musiske talent udviklede Waits i teenageårene, hvor han blandt andet begyndte at spille på klubben "The Troubadour" i Los Angeles.

Waits voksede op i middelklassen, men skiftede i jagten på sit gennembrud den trygge tilværelse ud med en bil og snuskede hoteller.

Han arbejdede oprindeligt med sange i den jazzede ende af skalaen, men fra starten af 1980'erne skiftede han stil og kastede sig over den mere rockede lyd, der har skaffet ham fans over hele verden.

Da Tom Waits i 1978 gjorde sin debut på det store lærred krydsedes hans veje første gang med den irsk-amerikanske musiker Kathleen Brennan.

Et par år senere mødte de to igen hinanden under optagelserne til filmen "Elskede, jeg hader dig!", og her opstod sød musik.

Få måneder efter blev parret gift. Sammen har de fået tre børn.

Det var ikke kun på filmsettet, at de to sammen fandt melodien. Brennan har sidenhen været med til at skrive og producere flere sange sammen med Waits.

/ritzau/