Han snuppede Uffe Ellemanns toppost

Som daværende chef for EU's udenrigspolitik besøgte Javier Solana i 2009 Afghanistans hovedstad Kabul. Her arbejdede han for at sikre et fair og demokratisk valg samme år i det krigshærgede land. Foto: Massoud Hossaini/Ritzau Scanpix

Uffe Ellemann ville gerne have været Natos generalsekretær. Men posten gik til spanske Javier Solana, der fylder 80 år torsdag den 14. juli.

Offentliggjort Sidst opdateret

Spanske Javier Solana har en lang karriere i udenrigspolitikken bag sig. Han nåede blandt andet at være udenrigsminister i Spanien og EU's første repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Og så var han manden, der stod i vejen for en international toppost til nyligt afdøde Uffe Ellemann-Jensen. Torsdag den 14. juli fylder Javier Solana 80 år.

I 1995 var Uffe Ellemann-Jensen klar til at forlade dansk politik, da Nato samtidig skulle finde en ny generalsekretær.

Uffe Ellemann-Jensen havde en lang karriere som udenrigsminister bag sig og var desuden premierløjtnant af reserven. Men Frankrig sagde nej, og så gik posten til Javier Solana.

Solana havde posten i knap fire år og blev derefter EU's første repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

På den post var han involveret i en række af de udenrigspolitiske udfordringer, som prægede perioden. Blandt andet atomaftalen med Iran og den diplomatiske opbakning til Danmark efter terrortrusler fra al-Qaeda oven på sagen om Muhammedtegningerne.

Solana er generelt blevet rost for sin ekstraordinære evne til at skabe enighed, hvor det ellers syntes særdeles svært at bygge bro over forskellige synspunkter.

Som en af sine sidste handlinger på EU-posten tog Javier Solana i 2009 på et overraskende besøg i Afghanistans hovedstad, Kabul.

Her mødtes han med den daværende afghanske præsident Hamid Karzai og nogle af dennes modkandidater ved det kommende præsidentvalg. Det skete for at sikre en fair valgproces i det krigshærgede land.

Besøget kom på et tidspunkt, hvor antallet af omkomne vestlige soldater i Afghanistan var nået op på et nyt rekordniveau. Samtidig sendte USA og flere af dets europæiske allierede flere soldater til landet for at inddæmme Taliban og styrke sikkerheden forud for præsidentvalget.

I 2021 sluttede den vestlige indsats i landet dog, og Taliban overtog igen magten.

Solana blev i 2009 afløst af britiske Catherine Ashton som EU's udenrigsrepræsentant.

Solana er gift med Concepción Gimenéz. Parret har to voksne børn.

/ritzau/