Han tog 30 år med mejerivarer og to år med kød
Tim Ørting Jørgensen har haft en succesfuld karriere i erhvervslivet. Han fylder 60 år den 19. december. (Arkivfoto). Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix
Tim Ørting Jørgensen, der fylder 60 den 19. december, har haft store stillinger hos både Arla og Danish Crown. Men i presset tid for sidstnævnte blev han fyret.
Tim Ørting Jørgensen har haft en lang og succesfuld erhvervskarriere, men i det seneste topjob, han har bestridt, fik han kun to år.
Han blev tidligere på året afskediget i Danish Crown, efter at han i 2022 var blevet ansat i slagterivirksomheden.
Selv om de seneste overskrifter med Tim Ørting Jørgensens navn handler om Danish Crown, har hans karriere i al væsentlighed drejet sig om mejeriprodukter som ansat hos Arla.
Tim Ørting Jørgensen, der fylder 60 år den 19. december, har været 30 år hos Arla. Han har blandt andet haft med forbindelserne til udlandet at gøre og eksempelvis udvidet Arla Foods til Tyskland.
Han har ligeledes været en prominent aktør i udviklingen af kendte varer som Castello, Lurpak og Puck, har Arla tidligere fortalt.
Arla-tiden kulminerede med en stilling som Executive Vice President, men i 2020 besluttede Tim Ørting Jørgensen sig for at prøve nyt.
Her skiftede han til Sysco, en amerikansk fødevarevirksomhed.
- Det har i sandhed været fantastisk og har været 30 meget givende år i Arla, udtalte Tim Ørting Jørgensen dengang i en pressemeddelelse.
I 2022 blev han så præsenteret som medlem af direktionen hos Danish Crown. Det skete med flotte adjektiver om Ørting Jørgensen, der ifølge topchef Jais Valeur havde en unik indsigt i markedet for fødevarer og et skarpt strategisk udsyn.
I august 2024 blev det så meldt ud, at Danish Crown ville - som det hed sig - "forenkle ledelsesstrukturen" ved at fjerne et ledelseslag, og det betød et farvel til Tim Ørting Jørgensen.
Hvad fremtiden nu bringer, har han ikke meldt ud om.
Tim Ørting Jørgensen er ud af en familie med flere prominente skikkelser. Således er både han og hans tre brødre optaget i Kraks Blå Bog. Brødrene har haft stillinger hos Europol, i Forsvaret og hos Danfoss.
Deres far er Per Jacob Jørgensen, der er tidligere brigadegeneral.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker