Handicappede dumper kommunernes indsats
Kommunerne har hverken skabt bedre kvalitet eller sammenhæng i den hjælp, som børn og voksne med handicap har brug for.
Tværtimod er tilbuddene blevet ringere, efter at det specialiserede område overgik til 98 kommuner med kommunalreformen i 2007.
Det er hovedbudskabet i en ny undersøgelse, som Danske Handicaporganisationer offentliggør torsdag, skriver Politiken.
Paraplyorganisationen har bedt sine 32 medlemsorganisationer om at vurdere kommunernes indsats, efter at de overtog ansvaret fra amterne.
30 har besvaret et spørgeskema og repræsenterer tilsammen over 320.000 danskere med fysiske eller psykiske handicap.
- Vi mener ikke, at alt bare var bedre, før kommunerne overtog opgaven fra amterne. Men vi må konstatere, at mere er blevet væsentligt ringere end før, siger Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer, til Politiken.
Ifølge 84 procent af organisationerne har kommunerne "slet ikke" eller kun "i mindre grad" tilstrækkelig viden om borgerens behov til at levere kvalitet.
Problemerne forværres, fordi kommuner ikke samarbejder og deler erfaringer i det omfang, som reformen lagde op til.
Og fordi flere specialiserede tilbud er blevet lukket og erstattet af nye kommunale, som ifølge organisationerne ikke altid har den nødvendige standard:
Kun 26 procent af organisationerne vurderer, at kvaliteten i kommunernes egne tilbud er lige så god som før reformen.
Holger Kallehauge, formand for PTU, der organiserer handicappede med skader efter alvorlige trafik- eller arbejdsulykker, frygter afspecialisering.
- Hvis du har mistet et ben, knust en hofte eller fået en skade på hjernen, har du brug for eksperter. Vi er ved at tabe den specialisering, der er så vigtig for mindretalsgrupper, siger han.
Formand for KL's social- og sundhedsudvalg, Anny Winther (V), kan ikke genkende det billede, som organisationerne fremstiller:
- Kommunerne har ikke hjemtaget borgere fra tilbud i særlig stort omfang. Tværtimod får langt de fleste mulighed for at beholde det tilbud, de har nu. Men det er rigtigt, at kommunerne fremover vil blive mere selvforsynende, siger hun ifølge Politiken.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker