Handmaids Tale-forfatter bliver tildelt H.C. Andersen Litteraturpris
Margaret Atwoods nye bog "Min onde mor" udkom i dansk oversættelse 14. august 2023. (Arkivfoto). Foto: Alastair Grant/Ritzau Scanpix
Den prestigefyldte H.C. Andersen Litteraturpris bliver for ottende gang uddelt i efteråret 2024.
Canadiske Margaret Atwood bliver modtager af H.C. Andersen Litteraturprisen 2024.
Hun bliver den ottende modtager af prisen, som bliver uddelt 27. oktober 2024 i musikhuset Odeon i Odense. Det skriver Have Kommunikation & PR i en pressemeddelelse.
H.C. Andersen Litteraturprisen har til formål at hylde H.C. Andersens indflydelse på forfattere i hele verden ved at udvælge prismodtagere, hvis forfatterskab kan knyttes til H.C. Andersens navn og livsværk.
Margaret Atwood er født 1939 i Ottawa, Canada, og ud over sit skønlitterære virke er hun kendt som kritiker, essayist og digter samt aktivist inden for feministiske såvel som økologiske mærkesager.
Hun har blandt andet modtaget priser fra Man Booker og National Book Critics' Award, og hendes romaner, digtsamlinger og essaysamlinger har berørt et bredt spektrum af problemstillinger – om end hun er særligt kendt for sine indgående og levende skildringer af især køns- og klimaproblematikker.
Margaret Atwood modtager prisen for sin brug af myter, eventyr og fantastiske og spekulative fortællinger til at belyse samtidspolitiske problemer. Det skriver priskomitéen som motivation for deres valg.
Margaret Atwood er mest kendt for sine bøger "The Handmaid's Tale", som har været forlæg for streamingtjenesten HBO's filmatisering af samme navn.
H.C. Andersen Litteraturprisen består af bronzeskulpturen "The Ugly Duckling", skabt af billedhugger Stine Ring Hansen, en pris på 500.000 kroner og diplomet "The Beauty of the Swan".
Margaret Atwood besøger i forbindelse med uddelingen Danmark 26. til 29. oktober 2024. Besøget indebærer, foruden ceremonien, forelæsninger på Den Sorte Diamant i København, Odense Bibliotek og Syddansk Universitet.
Programmet for Atwoods besøg bliver offentliggjort i løbet af 2024.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde