Hans første job blev hans livs inspiration

Tim Whyte har arbejdet med demokrati og lige rettigheder i hele sin karriere. Hans første job blev en livsinspiration. Den 29. december fylder han 50 år. Foto: William Vest-Lillesoe/Free

Tim Whyte har arbejdet med hjælpearbejde i mere end 25 år. Det gennemgående tema er kampen for demokrati rundt om i verden. Den 29. december fylder han 50 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da han var 24 år gammel, arbejdede Tim Whyte for Mellemfolkeligt Samvirke i Nepal.

Her var han vidne til, hvor meget man kan opnå, når mennesker står sammen.

Oplevelsen har siden været med til at forme hans liv.

Og nu 26 år senere arbejder han stadig i Mellemfolkeligt Samvirke.

Aktuelt på posten som organisationens generalsekretær. Der har han siddet siden 2016.

Den 29. december fylder Tim Whyte 50 år.

I Nepal var Tim Whyte vidne til, at landets parlament satte gældsslaver fri fra godsejere.

Gældsslaverne var fattige mennesker, der skyldte så mange penge til godsejere, at de ikke var i stand til at betale gælden.

Derfor arbejdede de for godsejeren mod kost og logi. Godsejeren kunne desuden sælge familien videre for gældens værdi.

En kampagne fra flere organisationer, heriblandt Mellemfolkeligt Samvirke, ledte til frigørelsen af de omkring 40.000 mennesker.

Den oplevelse ændrede Tim Whytes tankegang fra individ til sammenhold, siger han. Og den har gennemsyret hans arbejde for demokrati og rettigheder og gør det stadig den dag i dag.

- Det er, når vi finder sammen med andre, at mulighederne åbner sig. Sådan har det altid været, siger han.

Tim Whyte læste i 1998 en bachelor i kolonihistorie på Wesleyan University i USA.

I 2005 blev han uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole.

Siden er det blevet til stillinger i flere hjælpeorganisationer.

Han har blandt andet været vicedirektør i Red Barnets afdeling i Bangladesh og kommunikationschef i Verdens Skove.

For knap ti år siden vendte han tilbage til Mellemfolkeligt Samvirke.

Det gennemgående tema i generalsekretærens arbejdsliv har været kampen for demokrati og lige rettigheder.

Og netop det er på tilbagegang rundt omkring i verden, siger han.

- Vi står over for en klimakrise, som jeg kan se, skubber folk tilbage fra et bedre liv. Vi står over for flere krige og konflikter, og systemerne til at løse dem er ved at gå i stykker.

- Samtidig føler jeg, at vores arbejde i civilsamfundet er vigtigere end nogensinde før, siger Tim Whyte.

Han er med egne ord taknemmelig for familie og venner på tværs af verden, der har givet ham "et sindssygt spændende liv".

Det liv har han langt hen ad vejen delt med sin hustru, Sille Geil Stidsen, og deres tre børn.

Og det er også dem, han skal fejre sin runde dag sammen med. Planen er at holde en større fest i januar.

/ritzau/