Hans nedtur og vejen tilbage gav inspiration
Søren Vejby fik sit store gennembrud som skuespiller i tv-serien "Livvagterne", hvor spiller han en af hovedrollerne. Serien blev vist på DR i to sæsoner i 2009 og 2010. (Arkivfoto). Foto: Nymann, Bo/Ritzau Scanpix
Skuespiller Søren Vejby har uddannet sig til yogalærer og personlig træner og har stiftet sin egen virksomhed. Tirsdag den 16. april fylder han 50 år.
Mange vil kende ham som skuespiller fra tv-serien "Livvagterne".
Men Søren Vejby, der den 16. april fylder 50 år, deler i dag sin tid mellem skuespillet, sin egen virksomhed med individuelle coachingforløb og en karriere som journalist, hvor han blandt andet laver podcast.
Inspirationen til at stifte virksomheden har han fået fra sit eget liv.
Søren Vejby har åbent fortalt, at han i en årrække var misbruger, men kom ud af sit misbrug blandt andet med hjælp fra meditation og træning.
De personlige erfaringer giver han nu videre i sit virke som coach.
- Vi laver skræddersyede forløb, som er holistiske forstået på den måde, at vi prøver at kigge på det hele menneske. Det handler ikke bare om at træne eller at tabe sig, men hvordan vi skaber en forandring til det bedre, siger Søren Vejby.
Han er en mand, der er svær at sætte i bås. Skuespiller, forfatter, tv-vært, coach, yogalærer og personlig træner. Desuden har han de senere år uddannet sig til journalist.
Søren Vejby blev uddannet skuespiller i 2002 og brød for alvor igennem i 2009, da han spillede rollen som livvagten Rasmus i den danske dramaserie "Livvagterne", der kørte i to sæsoner på DR.
I de første år var han passioneret om sit fag, men siden forsvandt lidt af glæden ved det, fortæller han.
Den har han dog genfundet de senere år, og han arbejder i øjeblikket på et nyt projekt sammen med et produktionsselskab og nogle gode venner.
- Jeg kan ikke afsløre så meget om det endnu, andet end at det er action, og at det er tænkt som en film, siger han.
Senest har han medvirket i serien "Efterretningstjenesten" på TV 2, som er en dramadokumentar, hvor interview med tidligere ansatte i PET om virkelige hændelser dramatiseres.
Tidligere har tv-seere kunnet følge med i Søren Vejbys eget liv på tv.
I en programserie på DR3, "Kokainens Pris", som Vejby selv tilrettelagde og var vært på, fortalte han igennem en række programmer hele sin historie om sit stofmisbrug.
I 2012 debuterede han som forfatter med romanen "Upcoming". En bog, der handler om en ung skuespiller, der - ligesom Vejby selv havde - har hang til stoffer og alkohol i kampen for at slå igennem.
Søren Vejby er opvokset i Roskilde, men bor i dag med sin familie på Frederiksberg.
Han er gift og har to børn, en pige på 16 år og en dreng på 11 år.
Fødselsdagen fejres i USA, hvor hans datter i øjeblikket er på udvekslingsophold på en amerikansk highschool.
/ritzau/
Seneste artikler
Erhvervsformand: Hvorfor lukker de ikke en tysk sukkerfabrik?
Trist, træls og drønærgreligt: - Det hvide guld smuldrer mellem hænderne på os
Annonce: Snedkerkøkken pris og vejen til et realistisk køkkenbudget
Annonce: Et lavt månedligt beløb gør ikke nødvendigvis lånet billigt
Borgmester efter fabrikslukning: - Lige i dag er vi i knæ
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole