Har du svært ved at sove i sommervarmen? Her er eksperternes gode råd
Det er for mange sværere at falde i søvn om sommeren, når det er varmt og lyst. Har man svært ved at sove, er det vigtigt ikke at ligge søvnløs i sengen, men i stedet komme væk fra den for en stund, forklarer søvnekspert. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lune og lyse sommernætter skaber svære forudsætninger for den dybe nattesøvn. To søvneksperter guider til, hvordan man bedst snyder kroppen i sommervarmen.
Ritzau RitzauAnna Danielsen Gille/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
For mange rimer de varme sommerdage også på lange nætter med en knaphed på søvn. Årstidens lune og lyse nætter kan nemlig få kroppen til at vride sig i lagnerne.
Det er, fordi den er på overarbejde og har sværere ved at få nervesystemet på plads til den optimale søvn, forklarer Mikael Rasmussen, som er søvnvejleder og holder foredrag om søvnoptimering.
- I det øjeblik, du falder ned i søvnen, nedsætter du energiniveauet og dermed din kropstemperatur, muskelspændinger og stofskiftet.
- Når temperaturen kommer op over de 20 grader, kan det være svært at nå de niveauer. Så kommer dit nervesystem på overarbejde, siger han.
Ud over varmen er de lyse sommernætter også med til at holde os vågne, fordi det sætter en stopper for de kemiske signaler, der skal hjælpe kroppen med at falde i søvn.
Annonce
Det forklarer Birgitte Rahbek Kornum, som er hjerneforsker med speciale i søvnens biologi og lektor på Institut for Neurovidenskab ved Københavns Universitet.
- Så længe der er lys, blokeres melatoninproduktionen i hjernen, som er et nattesignal til hjernen. Derfor kan det være svært for kroppen at forstå, at det er nat, når der er lyst, siger hun.
Sørg for at få luftet soveværelset godt igennem, inden du kravler ind i sengen på en varm sommernat. På den måde skaber du de bedste rammer for at kunne falde hurtigt i søvn. (Arkivfoto). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Fordi sommerens nattesøvn i høj grad afgøres af ydre forhold, er der også simple råd at hente for at undgå, at søvnbesværet sniger sig ind i soveværelset.
For det første kan det være en god idé at lufte rummet godt ud inden sengetid, så kroppen hurtigere kommer ned på den kernetemperatur, der med en halv grad under normalen er afgørende for at nå søvnen.
De kølige temperaturer kan også sikres ved at sørge for at skærme soveværelset med mørklægningsgardiner i løbet af dagen.
Ligger du alligevel vågen, er der en række mentale råd at hente. Man skal nemlig passe på med at blive frustreret over den svære søvn, fortæller Mikael Rasmussen.
- Det er vigtigt ikke at blive for irriteret eller bekymret over, at man ikke kan sove. Bekymringer er med til at skabe den dårlige søvn, fordi det stresser dit nervesystem, siger han.
Forlad også helst rummet for en stund, hvor du eventuelt går ud og ser på stjerner. Ligger man bekymret i sengen, kan det skabe grobund for en dårlig association, næste gang du lægger dig til at sove.
Er søvnmangel et problem, man oplever over længere tid, anbefaler Mikael Rasmussen, at man udskyder at gå i seng, indtil man er rigtig træt.
Ifølge Birgitte Rahbek Kornum bør man bruge den tid på at komme helt ned i gear.
Annonce
- Man skal undgå at arbejde, se en for spændende film eller læse en krimi, man ikke kan sove fra. Helst skal man bare slappe helt af, siger hun.
/ritzau fokus/
Fem råd til en god sommersøvn
* Mørkelæg dit rum, eller brug sovemaske.
* Undgå store måltider, senere end 2-3 timer inden du skal i seng.
* Hold dig fra kaffe og alkohol om aftenen.
* Gå en lang tur, og få en masse luft, inden du går i seng.
* Undgå motion, arbejde eller andre ting, der gør din krop stresset, inden du skal i seng.
Kilder: søvnvejleder Mikael Rasmussen og Birgitte Rahbek Kornum, hjerneforsker med speciale i søvnens biologi.
Seneste artikler
Henrik og Ulla er rejst flere hundrede kilometer for at fejre broerne
Kaj og Nannas Chevrolet var med i 1937 - nu skal den køre foran kronprinsen
Christian Jensen gav hug til Lars Boje og hyldede anonyme kilder
Ny streetbasketbane åbnet i Nakskov
Lokale folkeskoler blandt landets mest fagligt udfordrede
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen