Tommelskruerne bliver strammet en ekstra gang over for de kommuner, som overskrider aftalen med regeringen om kommunens økonomi. Det skriver dagbladet Børsen.
Fremover bliver den enkelte kommune, der ikke overholder økonomiaftalen, afkrævet 60 procent af overskridelsen, mens de resterende 40 procent fortsat bliver opkrævet kollektivt blandt alle 98 kommuner.
- Vi er stålsatte på at genoprette dansk økonomi og holde de offentlige budgetter. Det gælder også i kommunerne, som tidligere har haft problemer med at holde deres budgetter. For at gøre incitamenterne til kommunerne endnu stærkere, har vi nu gjort modregningen af tilskuddet delvist individuelt. Det betyder, at hver enkelt kommune kan mærke det særlig hårdt på pengepungen, hvis regnskaberne skrider, siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) til Børsen.
I maj strammede regeringen reglerne, så kommunerne samlet set kan komme til at betale tre milliarder kroner af det samlede bloktilskud på knap 70 milliarder kroner. Tidligere lå grænsen på en milliarder kroner.
Samtidig blev kommunerne pålagt at udarbejde halvårsregnskaber, og den eventuelle modregning bliver baseret på regnskaber og ikke blot budgetter.
Men nu strammer VK-regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne endnu engang reglerne.
Kommunernes Landsforening (KL) er generelt imod sanktioner og derfor alt andet end begejstret over udsigten til hårde straffeaktioner og kontante tilbagebetalingskrav til de enkelte kommuner.
Men cheføkonom Jan Olsen forventer, at udsigten til tilbagebetaling af overskridelser vil få flere kommuner til at holde sig inden for den aftalte ramme.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde