Hårdt arbejde ligger forud for dansk deltagelse i Bocuse d'Or
Kenneth Toft-Hansen var også repræsentant for Danmark ved Bocuse d'Or for fire år siden. Her blev han nummer seks ved VM. Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Flere ugers intensivt arbejde skal bære frugt, når kokken Kenneth Toft-Hansen tirsdag deltager i Bocuse d'Or.
Køkkenchef Kenneth Toft-Hansen fra Svinkløv Badehotel i Nordjylland repræsenterer Danmark ved det uofficielle verdensmesterskab for kokke, Bocuse d'Or, der finder sted tirsdag i den franske by Lyon.
Forud for tirsdagens mesterskab har den danske kok knoklet sammen med sit hold, der blandt andet består af assistent Christian Wellendorf, for at få alt til at gå op i en højere enhed.
- Det har været intenst de seneste uger. Der har været mange ting, der skulle falde på plads med de sidste finjusteringer.
- Det er seks dage om ugen fra morgen til aften, hvor vi har testet alt fra mængden af salt ned til det mindste gram, siger Kenneth Toft-Hansen.
Han har til sine retter valgt temaet "Flora Danica" efter de klassiske opslagsværker om danske blomster og planter.
- Vi vil bruge nogle af de ting, der er langs de danske kyster. Hybenroser, enebær og vild timian er blandt ingredienserne.
- Vi har prøvet at gå den florale vej. Og tingene må gerne se naturlige ud, siger køkkenchefen om tirsdagens præsentation af retterne for dommerne.
Og han håber, at de i sidste ende lander på en høj placering i konkurrencen.
- Vi vil da super gerne ramme en podieplacering. Det er der slet ingen tvivl om.
- Vi kan godt acceptere at blive slået af nogen, der er bedre. Men så skal de fandeme også være bedre, siger Kenneth Toft-Hansen.
Det danske hold har undervejs fået hjælp og træning af Rasmus Kofoed, der vandt Bocuse d'Or i 2011 som den første og hidtil eneste dansker nogensinde.
- Han har været en kæmpe hjælp i forhold til at ramme det rigtige spændingsniveau på dagen. Men han har også været med til at udvikle på maden, siger Kenneth Toft-Hansen.
Kenneth Toft-Hansen overtog driften af det historiske badehotel Svinkløv Badehotel tilbage i 2015.
Hotellet nedbrændte natten til 26. september 2016. Det var en defekt tørretumbler, der var skyld i branden.
Badehotellet forventes at genåbne i løbet af 2019.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker