Håret er gråsprængt og humoren intakt
Billy Crystal fylder 75 år den 14. marts. Her ses han ved Grammy Awards i USA i år, hvor han var nomineret i kategorien Bedste Musicalalbum. (Arkivfoto). Foto: Mario Anzuoni/Reuters
Alder er ingen hindring for komiker og skuespiller Billy Crystal. Han holder stadig ild under karriereblusset, også selv om han fylder 75 år den 14. marts.
Selv om man er ældre af dato, kan man godt være ung af sind. Godt nok er der blevet længere mellem de helt store filmroller, men den amerikanske komiker og skuespiller Billy Crystal holder sig stadig i fuld gang.
Senest har han medvirket i musicalen "Mr. Saturday Night", der i år blev nomineret til en Grammy Award for Bedste Musicalalbum.
Billy Crystal, der fylder 75 år tirsdag den 14. marts, havde leveret manuskriptet.
Han er kendt for at være morsom, og når man har "funny bones", fortager det sig sjældent helt, selv om man bliver ældre.
"Da Harry mødte Sally"-stjernen er stadig skrap og drillende i sin humor, som en moderne udgave af et af sine egne forbilleder, Don Rickles, der forblev spydig til det sidste.
Et eksempel på dette findes i "The Jimmy Kimmel Show" fra november sidste år. Her fortæller Crystal om en tur i Disneyland, der får publikum i hele studiet til at skraldgrine.
Billy Crystal lægger stemme til det grønne monster Mike Wazowski i filmen "Monsters, Inc.". I forlystelsesparken ser han en mor med sin dreng, der begge er udklædt som det enøjede monster.
Crystal sniger sig ind på dem og udbryder: "Hi, I'm Mike Wazowski" som i filmen. Det afføder blot reaktionen "ja, det er meget godt, men min bror laver en bedre parodi".
Billy Crystal har alle dage været en entertainer.
Hele ni gange har han været vært på Oscar-prisuddelingen, næstflest efter Bob Hope. Det er en disciplin, han er meget anmelderrost for, og som har indbragt ham flere Emmy-statuetter for sin værtsrolle.
Crystal er gift med sin high school-kæreste, Janice Goldfinger, og har været det i snart 53 år.
Skuespilleren har længe rost sine forældre, "der altid så ud, som om de elskede at være sammen", for at være rollemodeller for sit eget ægteskab.
Sammen har parret to døtre, skuespillerinden Jennifer og produceren Lindsay, og er også blevet bedsteforældre.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker