Haribo tilbagekalder slikprodukter efter fund af metalpartikler
Haribo har fundet små metalpartikler i specifikke partier af produkter, herunder Matador Mix. (Arkivfoto). Foto: Ina Fassbender/Ritzau Scanpix
Haribo har konstateret en forurening med små metalpartikler i 21 partier af forskellige slikprodukter.
Slikproducenten Haribo tilbagekalder udvalgte partier af produkter på grund af risiko for fremmedlegemer i emballagen.
Det oplyser firmaet i en pressemeddelelse.
Tilbagekaldelsen omfatter i alt 21 specifikke partier af forskellige produkter, herunder Matador Mix, Click Mix og Stjerne Mix.
Indtagelse af produkterne frarådes kraftigt, da man har identificeret en forurening med små metalpartikler.
- Hos Haribo er fødevarekvalitet og sikkerhed vores topprioritet. Vi arbejder derfor tæt sammen med danske fødevaremyndigheder for at træffe de relevante markedsforanstaltninger, skriver Haribo i meddelelsen.
Årsagen til de små metalpartikler er fundet, og virksomheden har foretaget foranstaltninger internt for at undgå en lignende sag i fremtiden, lyder det.
Den enkelte forbruger kan returnere de produkter, der er berørt af tilbagekaldelsen, til det sted, varen er købt.
Tilbagekaldelsen gælder kun produkter med bestemte bedst før- datoer eller batchnumre, der er trykt på venstre side af slikposernes bagside.
Alle produkter, der er omfattet, har sidste anvendelsesdato i perioden fra 31. december 2023 til 31. maj 2024. Ingen andre produkter er berørt.
Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra Haribo, men det har ikke været muligt.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned