Hav ønskerne klar: Stjerneskudsvrimmel på vej
Natten mellem torsdag og fredag bliver der god mulighed for at kigge mod himlen og foretage en masse juleønsker.
Her vil en større stime af stjerneskud nemlig oplyse nattehimlen, når jorden i sin bane om solen bevæger gennem skyer af støvpartikler, som giver anledning til den årligt tilbagevendende meteorsværm "Geminiderne".
- Geminiderne er rimelig konstant. Så har man gode forhold, så går der kun et par minutter mellem stjerneskuddene, siger astrofysiker ved Tycho Brahe Planetarium, Michael Linden-Vørnle.
- Den officielle værdi hedder 120 stjerneskud i timen, men det er en idealiseret værdi, der kun gælder, hvis der er helt perfekte forhold, og det er der sjældent.
Vil man have de bedste odds for at se stjerneskud, så skal man kigge mod himlen omkring midnat torsdag.
- Det forventes, at sværmen topper klokken 00.30, siger Michael Linden-Vørnle.
- Altså mellem midnat og klokken 01 skulle der være størst mulighed for at se stjerneskud
Folk, der bor på landet, vil have de bedste forhold for stjerneskudsobservationer. Jo mørkere himlen er, desto flere stjerneskud kan man se.
- Er man i nærheden af en by, så gælder det om at finde et mørkt sted, hvor man ikke bliver blændet af gadelygter og anden udendørsbelysning, så man kan vænne øjnene til mørket, siger Michael Linden-Vørnle.
Det er omkring stjernebilledet "Tvillingerne", at det ene stjerneskud efter det andet formentlig vil skyde frem.
- Meteorsværmen er kendetegnet ved, at stjerneskuddene kommer fra et bestemt sted på himlen. I det her tilfælde kommer de fra stjernebilledet "Tvillingerne", som hedder Gemini på latin. Derfor hedder sværmen Geminiderne, siger astrofysikeren.
Tvillingerne er placeret på den nordlige himmelkugle.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned