Haveejere opfordres til at jagte anmassende planter og dyr
Lær disse planter at kende og hjælp med at udrydde dem.
Canadisk gyldenris, japansk pileurt, bynke-ambrosie og harlekinmariehøne er bare nogle af 17 invasive planter og dyr, der de senere år er blevet en voksende plage i danske haver.
Men nu skal de udryddes, og derfor sætter miljøminister Kirsten Brosbøl (S) en national kampagne i gang, der giver gode råd til haveejere.
- Hybenroser og signalkrebs lyder måske ganske ufarlige. Men de og andre invasive arter kan på sigt kvæle andre danske arter og gøre vores natur fattigere, siger hun og fortsætter:
- Derfor opfordrer jeg til fælles front - ikke mindst med have- og kolonihaveejere, da arterne især spreder sig fra haver til naturen.
Staten og kommunerne bruger hvert år mange ressourcer på at bekæmpe invasive arter. Men haveejerne skal også være med.
En ny rapport fra Københavns Universitet viser, at havebrug er den væsentligste måde, som invasive arter spredes på i Danmark.
De invasive arter er mere robuste og hurtigt voksende end deres danske artsfæller, mens andre invasive arter bærer på sygdomme, der ligefrem udrydder danske arter.
Derfor er de en trussel for den danske natur, skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.
I både Kolonihaveforbundet og Haveselskabet er man klar til at gøre en indsats mod de invasive arter.
- Det er klart, at vi også har en interesse i at komme invasive arter til livs. Derfor vil vi opfordre vores knap 40.000 medlemmer til at blive fortrolige med, hvilke invasive arter man skal være særligt opmærksomme på, og hvordan man skal bortskaffe dem, siger Kolonihaveforbundets formand, Preben Jacobsen.
Den samme melding kommer fra Haveselskabet, hvor der også er vilje til at informere de mere end 33.000 medlemmer om, at man skal holde øje med arter, der truer den danske natur.
På Miljøministeriets og Naturstyrelsens hjemmesider kan man læse mere om, hvordan man bekæmper de anmassende dyr og planter.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker