Havmøllepark ved Lolland indvies før tid

Hvis alt går vel, snurrer samtlige 90 nye møller omkring 1. september.Tirsdag blev Siemens-mølle nummer 58 stillet op, da bygherren E.ON viste parken frem for pressen. Møllerne er 115 meter høje.
- 34 af møllerne er allerede tilsluttet elnettet og producerer strøm på fuld styrke, oplyser projektmanager Bjarne Haxgart fra E.ON.

Rødsand 2 bliver landets næststørste havmøllepark, kun overgået af Horns Rev 2 ud for Esbjerg. Møllerne på hver 2,3 MW fremstiller strøm nok til forbruget i 200.000 husstande. Det svarer til to procent af det danske elforbrug.
Havmøllerne erstatter kulkraft og sparer derved atmosfæren for 700.000 ton CO2 om året. E.ON er garanteret en fast afregningspris de første 10 år af møllernes forventede levetid på 25 år, hvorefter strømmen skal sælges til markedspris.
Møllerne står på 6-12 meter vand. Samtlige fundamenter er på plads, der er lagt 75 km kabel på havbunden og opstillet en transformerstation, tilhørende Energinet.dk, så strømmen kan føres i land.
Den ny havmøllepark er placeret ved siden af mølleparken Nysted, som E.ON ejer sammen Dong Energy. E.ON har især Sverige, Tyskland og Storbritannien som hjemmemarked og er en relativt ny energiaktør i Danmark.
Selskabet har satset stort på vindkraft de seneste år og er engageret i havmølleparker ud for den tyske og engelske kyst, oplyser selskabets adm. direktør i Danmark, Tore Harritshøj.
- Vi har ambition om at nedbringe CO2-udslippet fra vores aktiviteter med 50 procent i 2030, målt i forhold til 1990, siger han.
Foto: Foto: Anders Knudsen

Havvindmølleparken Rødsand 2 syd for Lolland bliver færdig omkring tre måneder før forventet.

Offentliggjort Sidst opdateret