Hedegaard afviser milliardtab til landbruget

EU's klimakommissær, Connie Hedegaard, afviser kritikken fra organisationen Landbrug og Fødevarer, der hævder, at landmændene vil tabe 1,5-2 milliarder kroner som følge af nye EU-regler for biobrændstof.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Nogle af de regnestykker, der er præsenteret i dag, virker lidt langt ude for at sige det meget direkte. Der er ingen, der siger, at danske landmænd, der producerede raps i går, ikke også kan dyrke raps i morgen.

- Men det er måske ikke det, vi skal satse mest på - eller give mest statsstøtte til i fremtiden. For der er klogere ting at satse på, siger Connie Hedegaard til Ritzau.

Onsdag fremlagde hun i Bruxelles EU-Kommissionens forslag, der skal sikre, at vi i fremtiden ikke bruger flere fødevarer som majs, hvede eller raps til biobrændstof til bilerne. I stedet vil EU fremme andengenerations biobrændsel fra halm eller affald.

- Jeg tror godt, den almindelige borger i Europa forstår, at vi ikke kan forsvare at brænde hvede og majs af i biler i en verden med stadigt mere fokus på fødevareknaphed og sult, siger Hedegaard.

Forslaget skal forhindre, at motorsaven eller macheten fælder mere skov i troperne for at kompensere for, at der et andet sted på kloden bruges landbrugsjord til at dyrke afgrøder, som skal hældes i tanken. Fænomenet kaldes "indirekte forskydning".

Det betyder voksende CO2-udslip til skade for klimaet, og samtidig fører presset på jord til stigende fødevarepriser, der rammer verdens fattige hårdt, påpeger ngo'er.

EU vedtog i 2009, at der i 2020 skal bruges mindst 10 procent vedvarende energi i transportsektoren. Hvis de ny regler vedtages, må biobrændsel af fødevarer højst udgøre fem procent.

- Vi tager ikke noget fra nogen, men sender et meget klart signal til industrien. Der er interessante perspektiver for Danmark i dette, for vi har mange virksomheder, som allerede er førende, når det gælder udvikling af alternative biobrændstoffer, siger Connie Hedegaard.

/ritzau/