Hele Danmarks Muggi trives som pensionist
Mogens Jeppesen var en del af det danske håndboldlandshold, som blev nummer fire ved VM i 1978 og 1982 samt ved OL i 1984. 10. juli fylder han 70 år og nyder nu livet som pensionist. (Arkivfoto). Foto: Privat foto/Free
Håndbold var noget andet, da Mogens Jeppesen var aktiv på herrelandsholdet. Han var nemlig en af de sidste glade amatører. Den 10. juli fylder han 70 år.
I nutidens professionelle håndboldverden er det næppe inden for skiven at ryge en cigaret i omklædningsrummet i halvlegen.
Det var det, da Mogens Jeppesen med kælenavnet Muggi var keeper på det danske herrelandshold i håndbold i 70'erne og 80'erne.
Han nød nemlig sine Prince-cigaretter - til tider en Cecil - i omklædningsrummet, mens holdkammerater og træneren talte taktik.
Den 10. juli fylder han 70 år.
Nu er virkeligheden en anden for Mogens Jeppesen.
- Jeg er jo blevet pensionist, ler han.
- Det er rart. Der er ikke så mange, som skal have en autograf. Man kan gå lidt mere for sig selv i fred.
- Nu er jeg også kommet op i den alder, hvor det kun er bedsteforældrene, som husker mig, siger han.
Tiden får han til at gå med blandt andet billard, sine to døtre - Tanja og Pernille - og seks børnebørn. Og så har han lagt cigaretterne fra sig.
Han kan ikke holde sig helt væk fra håndbolden og besøger stadig med jævne mellemrum hallen i Fredericia, hvor han havde hjemmebane i størstedelen af sin aktive karriere som spiller for Fredericia KFUM.
- Vi var de sidste glade amatører, som havde et fuldtidsjob ved siden af, siger Mogens Jeppesen.
Og der er meget, som har ændret sig, siden Mogens Jeppesen var aktiv.
- Trøjerne var ikke så stramme, som de er nu. Vi havde også lidt mere fritid. Nu er det hele lagt i system med kost og sådan noget. Det var ikke noget, vi kendte til dengang, siger han.
- Der er sikkert ingen, der nyder en cigaret som dengang, hvor jeg spillede.
141 landskampe spillede Mogens Jeppesen, som var en del af landsholdet - de såkaldte bolsjedrenge - i en periode med tre slutrunde-fjerdepladser.
Først ved VM i 1978. Dernæst ved VM i 1982. Og til sidst ved OL i 1984.
- Det havde været rart at få en medalje, for vi var tæt på alle tre gange, siger Mogens Jeppesen.
Mogens Jeppesen spillede sin sidste landskamp i 1987. Samme år blev han kåret som årets håndboldspiller i Danmark.
Med Fredericia KFUM vandt han fem danske mesterskaber på stribe i 70'erne. Han afsluttede sin aktive håndboldkarriere i Fredericia i 1993.
I sin sidste kamp for klubben scorede han det næstsidste mål i en kamp mod Ikast. Kampen endte 26-18 til Fredericia. Sejren sikrede klubben endnu en sæson i landets bedste håndboldrække.
Senere blev han leder i samme klub.
Privat har Mogens Jeppesen været gift med Inge siden 1979.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde