Helveg: Verden rykker tættere på en klimaaftale i 2015
Obama har nu forpligtet sig selv på at nå en klimaaftale i Paris næste år, mener Rasmus Helveg Petersen.
Tirsdagens klimatopmøde i New York med 120 stats- og regeringschefer har bragt verden tættere på en global aftale i Paris i 2015. Og USA's præsident Obama har "virkelig lagt hovedet på blokken" for at gå konstruktivt ind i forhandlingerne.
Det vurderer klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) efter at have hørt præsidentens tale i FN-bygningen i New York. Obama lagde op til samarbejde med verdens største CO2-udleder, Kina, for at bekæmpe den globale opvarmning.
- Han sagde, at vi er den første generation, der kan mærke klimaforandringerne, og den sidste generation, som kan nå at gøre noget ved dem. Obama har virkelig lagt hovedet på blokken på, at han vil gøre noget for at få en aftale.
- På den baggrund kan han ikke andet end at gå helhjertet ind i Paris-forhandlingerne, siger Rasmus Helveg Petersen til Ritzau.
Obama pointerede, at alle lande, også vækstøkonomier som Kina, skal gøre noget og handle for at standse den globale opvarmning.
I FN-sammenhæng har man skelnet mellem industrilande og ulande, og Kina har på trods af sin enorme økonomiske vækst hidtil rangeret som uland, der ikke skulle levere CO2-reduktioner. I dag udleder Kina mere CO2 end USA og Europa tilsammen.
Rasmus Helveg glæder sig også over, at lande som Frankrig og Norge ligesom Danmark har lagt rundhåndede bidrag i FN's Grønne Klimafond, der skal betale klimaprojekter i ulandene. Danmark har i 2014 og 2015 afsat 400 millioner kroner, der finansieres af ulandsbistanden.
Klimafonden skal ifølge en FN-vedtagelse rumme 100 milliarder dollar årligt fra 2020 og er for udviklingslandene afgørende for at gå med i en global aftale.
Ifølge ministeren møder Danmark stor velvilje på grund af sine bidrag til kampen mod klimaændringer, og fordi Danmark har vedtaget ambitiøse mål for vedvarende energi og udfasning af brugen af kul, olie og gas.
- Danmark er den nye klimaøkonomi, både i forhold til hvad vi gør internationalt og derhjemme, siger Rasmus Helveg Petersen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned