Heunicke: De ældste elevers tilbagevenden er stadig uvis
Elever i 0.-5. klasse kunne efter påske vende tilbage til undervisning på folkeskolerne. Det er ikke til at sige, hvornår de ældste elever i folkeskolerne kan komme tilbage, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) mandag eftermiddag på et pressemøde. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Claus Bech/Ritzau Scanpix
Det er for tidligt at sige, om de ældste elever kan vende tilbage inden sommerferien, siger sundhedsminister.
I mere end en måned har eleverne i folkeskolens ældste klasser været hjemsendt.
Og det er uvist, hvornår 6.-10.-klasserne får lov at komme tilbage til klasselokalerne. Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) mandag på et pressemøde.
- Det er for tidligt at kunne sige, siger han.
Sundhedsministeren oplyser, at han er i løbende kontakt med de relevante parter, når det kommer til at beslutte, hvornår børnene kan vende tilbage til mere normal undervisning igen.
De mindste klasser vendte efter påske tilbage til undervisningen på folkeskolerne. Skolerne skal dog sikre, at der er god afstand mellem børnene.
Nogle skoler har desuden sat telte op i det fri, da det kan være med til at mindske smitterisikoen at opholde sig udendørs.
Kommunernes Landsforening (KL) vurderede søndag, at med de nuværende regler om afstand mellem eleverne er det ikke muligt for de ældste børn at komme tilbage i skolerne.
Der er simpelthen ikke plads til dem, pointerede KL-formand Jacob Bundsgaard (S).
- Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. De er allerede presset til det yderste, sagde han og henviste til, at nogle skoler allerede havde taget sportshaller og spejderhytter i brug for at få ekstra plads.
De lokaler, som de ældste elever plejer at være i, bliver i øjeblikket brugt af de mindste. Børnene i 0.-5. klasse er blevet opdelt i mindre hold for at mindske risikoen for at sprede coronavirus blandt eleverne.
Jacob Bundsgaard vurderede, at de ældste klassetrin først kan vende tilbage til klasselokalerne, når sundhedsmyndighederne lemper på reglerne for afstand.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker