Et hidtil ukendt maleri af den store danske maler Asger Jorn er dukket op og kommer på mandag under hammeren hos auktionshuset Bruun Rasmussen.
Maleriet "Magisk dans" stammer fra samlingen efter Jorns ven og kollega, den svenske kunstner Nils Adolf Wedel. Siden Wedels død i 1967 har det været i familiens eje, og en efterkommer har indleveret billedet hos auktionshuset i København.
- Det er sjældent, at der dukker ukendte værker op af en så verdenskendt kunstner som Asger Jorn, siger Niels Raben, vurderingsekspert hos Bruun Rasmussen.
"Magisk dans" er malet med oliefarver på plade i 1944. Det 28 x 41,5 cm store maleri har hidtil været ukendt og figurerer heller ikke i det anerkendte Guy Atkins-katalog over Asger Jorns værker.
Kunsthistorikeren og Jorn-eksperten Troels Andersen har over for Bruun Rasmussen bekræftet maleriets ægthed.
Bag maleriet ligger en kærlighedshistorie mellem Asger Jorn og den 20 år ældre kunstsamler, mæcen og maler Elna Fonnesbech Sandberg.
Under et ophold i hendes sommerhus i Tibirke lavede Jorn en række værker af nært forbundne, fuglelignende figurer med den samlede betegnelse "Didaska".
Der foreligger intet bevis for, at "Magisk dans" er malet under dette ophold, men de fuglelignende figurer i lystig leg og den karakteristiske orange farve taler for en forbindelse til Jorns "didaskaer".
Bruun Rasmussen vurderer maleriets værdi til 250.000 kr.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet