Hillerød Hospital massefyrer overlæger

En stor fyringsrunde på Hillerød Hospital er i fuld gang og i modsætning til tidligere er det overlægerne, der står for skud. Det skriver Dagens Medicin.

Mandag bliver det klart, hvor mange overlæger der i første omgang skal fyres.

- Jeg har aldrig i mit liv som formand oplevet en så alvorlig situation for overlægerne, siger Erik Kristensen til Dagens Medicin.

Yngre læger på hospitalet sidder i uddannelsesstillinger og kan ikke fyres. I stedet er det hospitalets omkring 200 overlæger - og i nogen grad den mindre gruppe af afdelingslæger - der skal frygte for deres job.

I alt ser det ud til, at der nedlægges 250 stillinger på Hillerød Hospital, som også tæller hospitalerne i Hørsholm, Frederikssund og Helsingør.

Det sker som følge af besparelser og forflytning af specialer med den nye hospitalsplan i Region Hovedstaden.

Overlægeforeningens formand har sendt et klagebrev til hospitalsdirektionen, fordi han mener, at ledelsen står for"den mest uprofessionelle håndtering af en fyringsrunde, han har set".

Efter den indledende fyringsrunde vil direktionen lave en analyse af, hvordan man kan spare 20 millioner kroner om året på lægelønninger svarende til omkring 22-23 overlæger.

- Vi beder ikke om særbehandling, for selvfølgelig kommer der afskedigelser, når man ændrer optageområderne mellem sygehusene. Men man kan ikke i anden omgang gennemføre en selektiv analyse kun for lægerne, hvor man har meldt ud, at man skal spare 20 millioner kroner på forhånd, siger Erik Kristensen.

Han skriver i klagebrevet, at medarbejderne ikke længere har tillid til ledelsen, som han mener bør skiftes ud.

Vicedirektør Bente Orø Rørth ønsker ikke at besvare Overlægeforeningens kritik, før hospitalsledelsen selv har drøftet sagen med foreningen.

/ritzau/

Hillerød Hospital har fokus på overlægerne i en ny fyringsrunde. Hver tiende overlæge risikerer at miste jobbet. Overlægeforeningen raser mod ledelsen.

Offentliggjort Sidst opdateret