Historier fra ungdomspsykiatrien belønnes med Cavlingpris
Cavlingprisen i 2020 går til Anders Legarth Schmidt fra Politiken for artikelserien "Forbandet Ungdom".
Journalist Anders Legarth Schmidt fra Politiken modtager årets udgave af Cavlingprisen for sine fortællinger fra børne- og ungdomspsykiatrien, som han har skrevet for Politiken.
Artikelserien af Anders Legarth Schmidt hedder "Forbandet Ungdom" og strækker sig over otte kapitler.
Den følger livet som indlagt teenager og ansat på et psykiatrisk center for unge.
- Han fortæller loyalt om hverdagen for både de indlagte og de ansatte, beskriver ikke kun i øjenhøjde, men lytter, forstår og er til stede på en måde, der giver en enestående adgang til de unges tanker og følelser, lyder det i Cavling-komiteens begrundelse ifølge fagbladet Journalisten.
- En tillid, der kun kan opnås ved stor journalistisk dygtighed og en særlig evne til at skabe fortrolighed med kilderne.
Anders Legarth Schmidt har været ansat på Politiken siden 2003 og været nomineret til Cavlingprisen tre gange før.
Han vinder prisen over to andre nominerende.
Det ene var dokumentaren "Plejehjemmet bag facaden" af Kim Maintz, Sara Munck Aabenhus og Michael Bech, der blev vist på TV2.
Den anden var dokumentaren "Scandinavian Star" af Lars Halskov, Mikala Krogh og Nikolaj Scherfig, der blev vist på DR1.
I alt har 48 journalistiske projekter været indstillet til prisen. I december indsnævrede man feltet til tre projekter, der kunne modtage statuetten.
Sidste år gik prisen til Jyllands-Postens Tea Krogh Sørensen og Morten Pihl. De afslørede, hvordan sygehuse i strid med de nationale retningslinjer gav kvinder mangelfulde undersøgelser for brystkræft.
Cavlingprisen uddeles af en komite, der vælger en eller flere journalister, som i årets løb i særlig grad har udvist talent og initiativ.
Med prisen følger 25.000 kroner og Jørgen Rodes statuette af Henrik Cavling.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde