Historisk Gellerupplan modtages positivt

Positiv modtagelse af Århus Kommunes og Brabrand Boligforenings nye aftale om en historisk og massiv ændring af det socialt belastede boligområde Gellerup.

Tre boligblokke i Gellerup skal rives ned. I stedet skal private ejerboliger erstatte en række af de almene boliger i det socialt belastede område, som også skal have nyt vejsystem og 500 kommunale arbejdspladser. Det er hovedpunkter i en aftale om fremtiden for Gellerup og Toveshøj, som Århus Kommune og Brabrand Boligforening indgik natten til i dag. Ifølge Århus' borgmester Nicolai Wammen (S) er der tale om den hidtil største ændring af et udsat boligområde i Danmark.
- Fra at være et udsat boligområde skal Gellerup og Toveshøj udvikle sig til at være en attraktiv bydel med en mere blandet beboersammensætning. Dermed sikre vi en mere positiv udvikling for Gellerup, siger Nicolai Wammen til Ritzau.
Planen modtages positivt hos Helle Hansen, der er formand for afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken, og som selv har boet i Gellerup i 36 år.
- Vi er klar over, at der skal ske noget. Vi vil gerne være med at forandre Gellerup og gøre det til en mere levende bydel, hvor man ikke bare bor men også arbejder og får nogle andre oplevelser. Aftalen ligger ret tæt på tanker, vi selv har gjort os, siger hun til Ritzau.
Planen indebærer frem mod 2030 at nedbringe andelen af almene boliger i området fra de nuværende 90 procent til 30 procent.
- Der er ikke tale om en udradering af almene boliger i Gellerup. Men når man bygger private boliger, bliver procenten jo lavere. Samtidig sker der sammenlægning af de mange helt små lejligheder til større bedre lejligheder, siger afdelingsformanden.


De nuværende beboere får mulighed for at blive i området.
- De beboere, som skal flytte, fordi deres blok bliver revet ned, får tilbudt en erstatningsbolig i området. Men der sker løbende en naturlig udskiftning af beboere, og det vil bane vejen for en ny beboersammensætning. Og med opførelsen af flere ejerboliger vil området på sigt komme til at ligne resten af Århus, siger Nicolai Wammen.
Planen skal nu i høring, inden planarbejdet forventes at blive politisk vedtaget i både Århus Kommune og Brabrand Boligforening i 2010. Håbet er, at man senest i 2013 kan begynde byggeriet.

/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret